Reklame på metaplan

DOITPROJECT består af videoer på YouTube om viral markedsføring. Kristoffer Akselbos hybridprojekt undersøger, hvor bevidst brugeren er om brands og virale videoer, og i hvor høj grad videoerne er med til at forme deres egen og produkters identitet på nettet, når de deler og seeder i deres netværk.

"I am speaking to you, as a sane and reasonable hypnotist. I can cure you from this insane satanic virus known as Internet virus campaigns that steal your soul, your essence and spirit."
 
Således lyder det fra den overentusiastiske hypnotisør Light Man der udfører Lightmethod i en video der, sammen med 21 andre virale videoer, udgør hybridprojektet "DOITPROJECT". Videoerne kan ses på YouTube og fungerer som parallelle historier, der både giver mening hver for sig og samlet set.
Se videoerne her.

Den samlede fortælling i "DOITPROJECT" handler om en ung kvinde, der hypnotiseres af en gal YouTube-blogger, en såkaldt vlogger. Vloggeren vil frigøre hende fra reklamernes magt, men i stedet ender det med, at kvinden bliver kørt over af en flugtbilist!

Det handler ikke om, hvorvidt man er for eller imod reklamer - den diskussion er Kristoffer Akselbo ligeglad med. Hvad der derimod interesserer den 38-årige kunstner bag "DOITPROJECT", er hvordan reklamer og brands påvirker nutidens kunst og kultur, og hvordan vores personlige webbrug er med til at skabe indholdet. For ifølge Akselbo er internetbrugere i dag blevet en aktiv partner, når det handler om at hjælpe firmaer med at distribuere deres budskaber.

"Er et brand stærkt eller interessant, vil brugeren kunne benytte det til at skabe sin egen identitet på Facebook, Twitter eller en tredje platform. På den måde smitter reklamen af på forbrugeren, som så igen smitter tilbage på reklamen," forklarer Akselbo.

YouTube som distributionsmiddel

Akselbo er uddannet billedkunstner fra Det Kongelige Danske Kunstakademi. Hans tilgang til "DOITPROJECT" var at skabe et univers, der balancerer mellem fiktions- og dokumentargenren med en konceptuel tilgang til viral markedsføring.
For ham er YouTube en ’interessant rodebutik af bras og kvalitet’. "YouTube er et af de mest sete medier, og den æstetiske kultur sammenflettes her på en altfavnende visuel platform. Således præger YouTubes æstetiske regelsæt også "DOITPROJECT", siger Akselbo.

For at se alle 22 film må tilskueren selv lede sig frem til dem i YouTubes univers, da filmene optræder med fem afsendere.

"Det er et bevidst valg at distribuerer virale videoer, der er kritiske overfor reklamers indflydelse, via. det reklamerende medie YouTube. Derved skærpes fokus på kompleksiteten i markedsføring på internettet."

I Akselbos optik er private YouTube-brugere ikke særlig selektive i forhold til det, de ser. "Selvom man selv vælger indholdet på computeren, så fører valget af én type indhold også til en masse andet, som man ikke selv har valgt," siger Akselbo. "De professionelle distributører, der benytter YouTube til at sprede deres budskaber, har en stor fordel, fordi de når en gruppe brugere, der nemt bliver ramt af reklame," siger Kristoffer Akselbo.

I en af videoerne i "DOITPROJECT" har Akselbo ladet sig tatovere med kendte brands. Morgenmadsproduktet Kellogg's' logo pryder hans højre arm, mens den venstre arm er tatoveret med det velkendte logo fra sportsmærket Nike. "For mig gør det ingen forskel, om mærkevarerne sidder som bevidsthed i min hjerne eller er synlige på huden," siger Akselbo.

De virale videoer, der udgør "DOITPROJECT", er indtil videre blevet set af 200.000 mennesker. Det høje antal visninger overstiger Akselbos forventninger, og er for ham et bevis på effekten af viral markedsføring. Han har fulgt brugernes kommentarer under videoerne og talt med dem for at observere, hvordan de bevæger sig rundt i netværket af videoer.

"Den ideelle respons ville være en debat om viral markedsføring og dens påvirkning og spredning," siger Akselbo. "Brugerne ser videoerne på mediets præmisser. Responsen, jeg har observeret på "DOITPROJECT", handler primært om opfattelsen af selve indholdet i videoerne."

"DOITPROJECT" er produceret af Sara Stockmann og Miriam Nørgaard for Fridtjof Film i samarbejde med amerikanske Fluid Films. Projektet er støttet af Det Danske Filminstitut.

For at se "DOITPROJECT", klik her.