Ny kort- og dokumentarfilm-konsulent

Dorte Høeg Brask er ansat som ny kort- og dokumentarfilmkonsulent med særligt fokus på børn og unge og tiltræder den 1. februar 2010.

Det Danske Filminstituts bestyrelse har efter indstilling fra Kort- & dokumentarfilmrådet ansat Dorte Høeg Brask som ny konsulent for Kort- og dokumentarfilm med særligt fokus på børn og unge. Dorte Høeg Brask tiltræder den 1. februar 2010 og afløser Miriam Nørgaard.

Dorte Høeg Brask er uddannet dokumentarinstruktør fra Den Danske Filmskole i 2001, men arbejdede allerede i 1994 som vært og tv-tilrettelægger på DR hvor hun efterfølgende, i bl.a. DR Dokumentar, tilrettelagde dokumentar- og reportageprogrammer.

Efter Filmskolen har Dorte Høeg Brask arbejdet som både producer, instruktør og fotograf, og står blandt meget andet bag dokumentarfilmene "Duften af Beirut", "Radiofolket" og "Et hul i himlen". Desuden har hun fungeret som underviser på Den Danske Filmskole, gæstelærer på Københavns og Århus Universitet, konsulent på Filmværkstedet, formand for Rådet for Kort- og Dokumentarfilm og har siden 2008 været formand for Danske Filminstruktører.

Dorte Høeg Brask siger om sit kommende job som filmkonsulent: "Jeg har altid haft en særlig forkærlighed for fortællinger til børn og for børns vilkår. Med det hav af talentshows og konkurrencer, der optager medierne i dag, tror jeg det er vigtigt at tilbyde børnene andre fortællinger fra hverdagen, fra krogene, hemmelighederne og konflikterne, når stjernelyset ikke er der.

Jeg ser det som en af de fineste opgaver, at sikre de poetiske og nødvendige fortællinger for børn, der både udfordrer dem og skaber rum til eftertanke."

Områdedirektør for Produktion & Udvikling, Claus Ladegaard, udtaler: "Det er med stor glæde, at vi byder Dorte Høgh Brask velkommen som ny kort- og dokumentarfilmkonsulent med særlig fokus på børn og unge. Hun har stor erfaring som både instruktør og producer, hun har lavet både tv og film og kommunikeret med og om børn og unge. Hun har også i årevis haft en klar og tydelig stemme i debatten om dansk films udvikling, og jeg glæder mig til, at Dorte nu som konsulent skal være med til at udvikle dansk kort- og dokumentarfilm."