Per Fly og DFI hjælper filmfolk i Mali

Energi og talent er der masser af i den maliske filmbranche. Men det kan være svært at lave spillefilm, når man bor i et af verdens fattigste lande, og ens sparsomme udstyr nærmest er antikt. Nu står den danske filmverden klar med en hjælpende hånd til Malis filmskabere.

Filmrullerne var i overhængende fare for at gå i forfald. Der stank af eddike. Og eneste arbejdsredskab var et skolebord fra 1950’ernes Jugoslavien. Det var nogenlunde det syn, som mødte Per Fly, da han forrige år besøgte Malis filminstitut, Centre National de la Cinématographie du Mali (CNCM). Den danske filminstruktør var sammen med sin kone blevet inviteret til det vestafrikanske land, og han var dybt rystet over de arbejdsforhold, de maliske filmfolk arbejdede under.

"Så Fly ringede til mig, og sagde: vi må gøre noget," fortæller leder af Filmarkivet, Jacob Trock.

Fakta

Den maliske delegations besøg i Danmark er blevet til på initiativ af Per Fly og Jacob Trock, og det er en del af det danske kultursamarbejde med Mali, som er finansieret af Center for Kultur og Udvikling og den danske ambassade i Mali. Ugen går blandt andet med at diskutere postproduktion af "Da Monzon" og digitalisering af 40 af de 1700 filmruller, som ligger på Malis filmarkiv.

Udover at stille mobile biografer til rådighed for malierne har Det Danske Filminstitut også for nylig sendt materialer og udstyr til Malis filmarkiv.

Med omkring 12 millioner indbyggere og et areal på 1,2 millioner kvadratkilometer er Mali Afrikas syvende største land. Det er samtidig et af verdens fattigste.

Trods sin store befolkning findes der for tiden blot halvanden biograf i hele Mali. I forbindelse med 50 året for landets uafhængighed i september, sender Det Danske Filminstitut derfor tre mobile biografer til landet, således at befolkningen blandt andet kan se Sidy Diabetés historiske film "Da Monzon".

På udveksling i den danske filmbranche

Det gør de så nu. Siden i søndags har en delegation på i alt fire maliske filmfolk været på udveksling i den danske filmbranche, og planen er, at de har både ny inspiration, nye kontakter og nye arbejdsredskaber med hjem i bagagen, når de rejser retur til Mali igen i weekenden. Når ugen er omme, vil de fire maliere således blandt andet have spist frokost med Peter Aalbæk-Jensen, holdt møde med DR Dramas producent Sven Clausen og været på rundvisning i Filmbyen, på Nordisk Film, Filmskolen og Filmarkivet.

Besøget i Danmark har to helt konkrete formål for de maliske filmfolk. De skal lære, hvordan de kan digitalisere de vigtigste af deres 1700 ruller film, som de i øjeblikket har liggende på hylderne i arkivet på Malis filminstitut CNCM. Derudover skal de undersøge mulighederne for, at Zentropa kan stå for postproduktion af "Da Monzon", den første historiske film fra Mali i 17 år. Filmen, hvis titel er navnet på en konge fra den maliske provins Ségou, får premiere den 22. september 2010, præcis 50 år efter, at Mali blev erklæret uafhængigt af Frankrig.

malisere

Viljen til at ville mere

Det var ikke kun det forfaldne filmarkiv, der tiltrak Per Flys opmærksomhed, da han sidste år besøgte Mali. Landets enorme talentmasse på filmområdet imponerede den danske instruktør så meget, at han siden har gjort det til en hjertesag at lære CNCM, hvordan de bedst muligt kan udnytte og udvikle de unge, innovative kræfter i vækstlaget.

"Der er en masse talenter i Mali, og Per blev meget fascineret af den energi, han mødte i branchen. Her var virkelig nogle mennesker, som gerne ville lave film," fortæller producer Anne Juul, som sammen med Per Fly arbejder på at få lov til at postproducere "Da Monzon".

Mali er et af verdens fattigste lande, og hidtil har det været nærmest umuligt at producere film uden økonomisk hjælp fra de tidligere koloniherrer i Frankrig. "Da Monzon" er en af de få film, som er blevet finansieret udelukkende ved hjælp af lokale kræfter, og står det til de danske samarbejdspartnere, kommer det i fremtiden til at gå sådan med langt flere maliske film. Det behøver nemlig ikke at koste en formue at producere film.

"Hvis de kommer væk fra den dyre produktion, kan de fortælle mange flere historier. Og det er noget befolkningen hungrer efter – at se deres egen historie på det store lærred," siger Jacob Trock.

maliport

Et lands hukommelse

For den maliske delegation har besøget i den danske filmbranche været både spændende og frugtbart, fortæller direktør for CNCM, Moussa Ouane, som sammen med instruktøren af "Da Monzon", Sidy Diabeté, og arkivmedarbejderne Assane Kouyate og Sidi Becaye Traore har været i Danmark siden lørdag.

"Vi er meget tilfredse og begejstrede. Vi har mødt nogle særdeles imødekommende, professionelle og åbne samarbejdspartnere, og vi har fået en fornemmelse af, at vores projekt er i gode hænder her," siger han og tilføjer, at arbejdet med arkivmaterialet er vigtigt for Malis historie.

"Det betyder meget, at vi lærer, hvordan vi kan bevare de film, for hvis vi kan det, kan vi samtidig bevare en betydelig del af vores lands hukommelse."

Tags: