"Juno", "Little Miss Sunshine" og den premiereaktuelle "Det er ikke mig ... jeg sværger!" De tre film var blandt de udenlandske eksempler på komplekse familiefilm, som filmkonsulenterne Miriam Nørgaard og Thomas Krag bragte på bane i deres velkomst til brancheseminaret Respekt for familiefilmen den 5. oktober. Eksemplerne vidnede om, at udgangspunktet for dagen ikke var de mere traditionelle familiefilm, som allerede har et stort publikum. I stedet var branchedagens fokus at diskutere familiefilmens kunstneriske potentiale og undersøge nogle af de vildere og egensindige ideer, som har vist sig at fungere.
Til det formål var der samlet et panel, som fint illustrerede, at film henvendt til familien kan være vidt forskellige ting. Panelet talte manuskriptforfatter Nikolaj Scherfig, instruktørerne Thorbjørn Christoffersen ("Terkel i knibe", "Rejsen til Saturn"), Charlotte Sachs Bostrup (bl.a. Karlas Kabale-filmene) og Anders Morgenthaler, som snart er aktuel med spillefilmen "Æblet & Ormen". Desuden var der indspark fra distributør Frederik Juul, filmanmelder Kim Skotte og producenterne Louise Vesth og Sarita Christensen.
Alle kunne hurtigt blive enige om, at – ligesom med alle andre film – handler dét at lave vellykkede familiefilm om kvalitet, kvalitet, kvalitet. Men samtidig er der nogle særlige parametre på spil i forhold til at skabe film til familiepublikummet.
Prestigetab og bananskræller
Anders Morgenthaler fremhævede, at det er et grundlæggende problem, at det ikke betragtes som ’fint’ at lave familiefilm. Der er mange fordomme forbundet med familiefilm, og man kan som instruktør tabe status, hvis man også gerne vil have børnene og ikke bare de voksne med i sine film. Det kan virke afskrækkende for mange, selv om man selvfølgelig også kan udtrykke sig personligt og kunstnerisk i film til familien.
Charlotte Sachs Bostrup var enig i, at man tit skal kæmpe mod opfattelsen af, at familiefilm partout skal indeholde fjollede indbrudstyve og bananskræller og mente, at man må kæmpe mod den triste misforståelse, at overflade er sjovere end dybde. Hun slog et slag for, at stærke følelser er underholdende, og at familiefilm godt må give familien noget at snakke om.
Som eksempel nævnte hun, hvordan "Karlas kabale" er en familiefilm med jul og sjove scener, men filmen handler også om både alkoholisme, skilsmisse og svigt. Det er selvfølgelig ikke det, man fremhæver på plakaten, når det store publikum skal hives ind, men familiefilmen kan godt være et sted for alvor, hvis folk har en god oplevelse med fortællingen og går glade ud af biografen.
De farlige forestillinger
Fra distributørsiden indrømmede Frederik Juul fra Sandrew Metronome, at han som mange andre i branchen har en række forestillinger om, hvad en bred familiefilm traditionelt indeholder. Han lagde ud med at betro salen, at han mange gange havde fortrudt at have takket nej til at distribuere Tomas Alfredsons "Lad den rette komme ind", som han mener, er en fremragende film.
Da han skulle træffe en beslutning, havde han travlt og kunne ikke lige nå at se filmen. Ud fra overvejelser om, at det litterære forlæg ikke var kendt i Danmark, og at hovedpersonen var en 12-årig pige i en svensk vampyrhistorie, bestemte han sig for, at filmen nok ikke var noget for et dansk publikum. Som han formulerede det, faldt han i en kassetænkningsboks.
Frederik Juul argumenterede for, at man i højere grad skal prøve at segmentere på historien frem for automatisk at gå på alder. Som aktuelt eksempel nævnte han, at man på distributørsiden tit er bange for film med børn eller gamle mennesker i hovedrollerne. Pixars "Op" har begge dele, og selv om en stort anlagt animationsfilm som den næsten er i en kategori for sig, kan man godt lade sig inspirere af modet til at satse på noget, som skiller sig ud fra de gængse fremgangsmåder.
Respekt for kvaliteten
Flere i panelet fremhævede farerne ved at have en prototypisk opfattelse af familiefilm og i at ville lave ’en familiefilm’. Det er et bedre at gå efter den bedst mulige film. Gerne med et personligt udgangspunkt. I løbet af dagen blev så forskellige film som "Terkel i knibe" og "Drømmen" fremhævet som eksempler på film, som oprindelig ikke havde familien som målgruppe, men alligevel endte med at appellere bredt.
Kim Skotte fremhævede, at familiefilm-betegnelsen overordnet er en kommercielt inkluderende betegnelse, som i høj grad skyldes, at man er bange for at snakke om ’børnefilm’. Familiefilm signalerer, at kun soldater og enkemænd ikke passer ind, men det er farligt at have fokus på modtagersegmentet fra starten. I stedet for at spørge hvem man vil tale til, skal man spørge sig selv, hvad man vil sige. Skotte mente, at man ikke nødvendigvis behøver at tænke i lutter nye baner, men at det helt grundlæggende handler om at have respekt for publikum og lave noget ordentligt.
Som eksempel nævnte han den aktuelle "Storm", som efter hans mening ikke er specielt nytænkende eller original, men ordentligt lavet. For ham handler familiefilm i bund og grund om at give familier og især børn en god biografoplevelse frem at give dem en oplevelse af, at de bare er et kasseapparat, som skal klinge. Og med den udgang på debatten var man tilbage ved det svære begreb kvalitet ...