7 priser til tv-serier fra Public Service Puljen

Fem af TV-Festivalen 2010's priser gik til TV 2's drama-dokumentarserie "De 7 drab", et af de nyskabende tv-formater, som har nydt godt af støtte fra Public Service Puljen under Det Danske Filminstitut.

Syv ud af de 28 TV-priser, der blev uddelt på dette års danske TV-festival, hvor tv-branchen samles, gik til tv-serier støttet af Public Service Puljen.

De syv drab

Fra torsdag den 4. februar i år og de følgende seks torsdage kunne det danske tv-publikum få et sjældent indblik i politiets opklaringsarbejde, da TV 2 lod drama-dokumentarserien "De 7 drab" rulle over skærmene.

Serien dramatiserede syv sager med hver sit motiv for drab: hævn, begær, jalousi, profit, udstødelse, fanatisme eller spænding. Garvede efterforskere fortalte om sagerne, og hvordan opklaringsarbejdet var foregået.

På TV-Festivalen 2010 modtog serien fredag den 20. august fem af TV-priserne for:

  • Bedste faktaserie
  • Bedste nyskabelse
  • Bedste fotograf (fakta) / Thomas Gerhardt
  • Bedste klipper (fakta) / Jacob Duus
  • Bedste tonemester (fakta) / Steffen Breum

Lisa Klit har instrueret "De 7 drab", Laurits Munch-Petersen har dramatiseret udvalgte scener, og Lisa Klit og René Verlaan har produceret for Selskabet.tv til TV 2 med støtte fra Public Service Puljen under Det Danske Filminstitut.

Lærkevej

TV-prisen for Bedste lange tv-drama gik til TV 2 og Cosmo Films serie "Lærkevej", der også har modtaget støtte fra Public Service Puljen. Her var Kasper Gaardsøe konceptuerende instruktør, Mette Heeno skrev manuskript, og Mie Andreasen producerede.

Blekingegade

TV-prisen for Bedste fotograf (drama) gik til TV 2 og Zentropas serie "Blekingegade", der ligeledes har modtaget støtte fra Public Service Puljen. "Blekingegade" er fotograferet af Dirk Brüel, instrueret af Jacob Thuesen, og Lars Kjeldgaard skrev manuskript. Sisse Graum Jørgensen og Marie Gade har produceret for Zentropa til TV 2.

Claus Ladegaard, områdedirektør på Det Danske Filminstitut og medlem af styregruppen for Public Service Puljen, udtrykker glæde over tv-priserne og tilføjer: "Det er en særlig stor tilfredsstillelse, at prisen for årets bedste nyskabelse er gået til et program, som er støttet af Public Service Puljen, som jo netop har til opgave, at muliggøre nyskabende tv."

Bedste dokumentarprogram

Anders Gustafsson og Patrik Books "Lille voksen" modtog tv-prisen for Bedste dokumentarprogram. Filmen er produceret af Helle Faber og Mette Heide for Team Productions og Bastard Film med konsulentstøtte fra Det Danske Filminstitut og støtte fra TV 2, der har programsat.