Der er lagt op til fusion af rang, når Tyrkiets for tiden hotteste kvindelige dj, Dj Ipek, den 4. september krydser urbane elektroniske klinger med den pladeaktuelle rapper Sultan Tunc. Begge er bosat i Berlin og ladet med den tyske metropols adrenalin.
Tyrkisk undergrund på højt plan
Dj Ipek er et etableret navn på den europæiske klubscene og spiller som en af de få kvindelige dj's en dansabel world beat. Sultan Tunc, der tidligere har kaldt sig "Mikrofonterrorist" på grund af sine eksplosive rim, udkommer med sit andet album til november. Samspillet mellem de to er et unikt setup, som blander tyrkisk undergrund på højt kunstnerisk niveau.
Hiphop-film fra Berlin
Forinden varmes der op kl. 19.30 med den til dato mest opspeedede film om det berlinske hiphop-miljø, nemlig multiplot-filmen "Status Yo!" af Till Hastreiter.
Filmen beskriver syv unge, hvis veje krydses i et hektisk døgn, hvor byens største hiphopfest skal konciperes og organiseres. Klipningen låner ikke så lidt fra musikvideogenren, og klimakset er en cool nævekamp mellem skinheads og B-boys i en forladt U-bahn-station!
Efter filmen byder Den Tyrkiske Ambassade på et glas i Asta Bar, hvor koncerten finder sted kl. 22.
Cinemateket, Womex/Around og Goethe Institut Dänemark står bag arrangementet.
Tid: lørdag den 4. september kl. 19.30 (film) og kl. 22.00 (koncert)
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Pris: 65 kr.