Nuummioq på Sundance

Få uger efter premieren i Nuuk, er "Nuummioq", historiens første grønlandske spillefilm, blevet udtaget til den prestigefyldte Sundance Film Festival. En meget dejlig julegave, siger producenten om udtagelsen.

Årets hidtil bedste julegave. Sådan betegner producent Mikisoq H. Lynge nyheden om, at hans film "Nuummioq" er udtaget til den prestigefyldte Sundance Film Festival, der løber af stablen i bjergbyen Park City i Utah i januar.

Det er en blåstempling af filmen, og det betyder, at det hele ikke længere bare er noget, der foregår oppe i vores egne hoveder – nu er der mange, som kommer til at se den

Det grønlandske drama, der er historiens første spillefilm fra landet mod nord, skal kæmpe om med 13 andre film om prisen i kategorien World Cinema Competition, og selvom det hele tiden har været planen at nå uden for Grønlands og Skandinaviens grænser, kom optagelsesbrevet fra Sundance Film Festival alligevel som en overraskelse for holdet bag "Nuummioq".

"Det føles rigtig, rigtig dejligt, og vi er meget glade. Det er en blåstempling af filmen, og det betyder, at det hele ikke længere bare er noget, der foregår oppe i vores egne hoveder – nu er der mange, som kommer til at se den," siger Mikisoq H. Lynge, da Filmupdate fanger ham på telefonen fra Nuuk.    

Kun lokalt crew

"Nuummioq" handler om den 35-årige håndværker Malik, der møder kvinden i sit liv samtidig med, at han får konstateret en dødelig kræftsygdom. Han står nu over for valget om enten at tage til Danmark for at få livsforlængende behandling eller blive i Nuuk og dø indenfor få måneder.

Filmen er blevet til udelukkende ved hjælp af lokale kræfter, og den har kostet 4,2 millioner kroner – peanuts i international sammenhæng, men mange penge, når man som grønlandsk filmskaber ikke er berettiget til dansk filmstøtte.

"Det er kæmpe stort! Vi er jo den første professionelle spillefilm, der er blevet produceret heroppe i stor skala, så det er jo stort at folk begynder at lægge mærke til os internationalt," siger Mikisoq H. Lynge, der solgte 49 procent af sit filmselskab 3900 Picture til et grønlandsk investeringsselskab for at skrabe penge sammen til filmen, hvis titel i øvrigt hentyder til en person, der bor eller er opvokset i storbyen Nuuk.

Brohoved for europæisk film

"Nuummioq" havde verdenspremiere i Nuuk den 30. oktober, men visningen ved Sundance Film Festival bliver den første uden for Grønland. Mikisoq H. Lynge regner med, at filmen vil være at finde på amerikanske festivaler i februar og marts, hvorefter turen går til de store, europæiske festivaler.

Sundance blev i sin tid grundlagt af skuespilleren og instruktøren Robert Redford for at promovere de såkaldt smalle og uafhængige film, der ikke havde tilstrækkelig kommerciel appel til Hollywoods mainstream-produktion. Siden har Sundance opnået en vigtig rolle som brohoved for europæiske film i deres bestræbelser på at komme ind på det amerikanske marked. For eksempel vandt Susanne Bier publikumsprisen ved den prestigefyldte festival i 2005 for "Brødre", som siden er blevet genindspillet til det amerikanske marked med Hollywood-stjernerne Jake Gyllenhaal, Toby Maguire og Natalie Portman i hovedrollerne.

"Nuummioq" får i øvrigt selskab af indtil videre én dansk film på årets Sundance Film Festival. Det er Mads Brüggers "Det Røde Kapel" om en fiktiv teatertrups besøg i Nordkorea, som er blevet udtaget til World Cinema-serien for dokumentarfilm.

Festivalen finder sted i dagene 21. - 30. januar.