En film på 60 sekunder

Genren og produktionsformen er underordnet, og filmen må ikke strække sig over mere end et enkelt minut! Det er de eneste formelle krav, når en film skal med på festivalen for ultrakorte film, 60 Seconds, som afholdes for tredje gang, i Københavns Metro.

En jury bestående af Martin de Thurah, Michael Noer og Jeannette Ehlers har til hovedkonkurrencen på festivalen 60 Seconds udvalgt ti film ud af 139 indsendte. Da filmene er uden lyd, egner festivalkonceptet sig rigtig godt til at bryde landegrænser, og i år kommer en tredjedel af filmene fra udlandet.

Juryens udvalg af film spænder vidt. Fra det stille, poetiske og underspillede drama over den idérige og medieeksperimenterende billedundersøgelse til det enkle, politiske, humoristiske og underfundige udtryk.

Udover hovedkonkurrencen er der også en publikumskonkurrence med 20 film, der vises rundt om i byrummet og på websitet www.60sec.org, hvor man også kan stemme på sin favorit.

Mandag den 15. marts kl. 19.00 i CaféTeatret er der officiel åbning af festivalen med drinks, musik og film. Vinderne offentliggøres lørdag den 20. marts kl. 16.00 på Charlottenborgs Café.

Begivenhed: Kortfilmfestivalen 60Seconds
Tid: 15.- 20. marts, kl. 20.00-21.00
Sted: Københavns Metro