Mini-festival i Huset

Husets Biograf lader i weekenden den 20-21. februar den elektroniske musik få en fremtrædende plads med en en kort mini-filmfestival om særlige elektroniske instrumenter.

Festivalen har navnet Stereo-Tronic og er en hyldest til elektroniske instrumenter. Programmet indeholder fire dokumentarfilm og den sidste af dem, består af en samling på 12 kortfilm. De handler alle om elektroniske instrumenter, deres opfindere og de musikere, der bruger dem. Der bliver sandsynligvis mulighed for at høre enkelte af instrumenterne i aktion i biografens café.

"Filmfestivalen er blevet til ud fra et ønske om, at vise instrumenterne bag den elektroniske musik og den historiske udvikling", fortæller Jack Stevens fra Husets Biograf. "Der er så mange elektroniske musikfestivaler i København, så det var på tide også at lave en unik filmfestival om musikken", fortsætter han.

Filmene handler bl.a. om eksotiske instrumenter som mellotronen, moogen og thereminen.

Festivalen løber fra lørdag den 20. til søndag den 21. februar.

Læs mere på www.husetsbio.dk. Filmfestivalen kan også følges på facebook.