"Jeg ved ikke hvem, der skød den morgen, og jeg har heller ikke forsøgt at finde ud af det. I årene efter har jeg ikke stillet spørgsmålet og heller ikke forventet at få svaret", sagde en moralsk tynget Bo Weymann ved pressemødet den 18. januar, hvor han efter 21 år tog det fulde skridt ud af anonymiteten.
"Når sandheden kommer frem, får folk en mulighed for at forholde sig til det", forsatte Weymann, der har afsonet en dom på syv års fængsel for sin medvirken til planlægningen og udførelsen af flere af Blekingegadebandens millionrøverier, hvis udbytte tilfaldt den palæstinensiske befrielsesgruppe PFLP.
Bo Weymann forlod gruppen i foråret 1988 – et halvt år før røveriet på postgården i Købmagergade, der kostede en ung betjent livet. Han ved godt, at folk ikke lægger sagen bag sig, før gerningsmanden er fundet. "Samfundet kræver et svar, og på det plan har jeg da også en form for nysgerrighed. Men på det personlige plan er det meget kompliceret for mig."
Ifølge Weymann selv skal hans medvirken i filmen opfattes som et forsøg på at sone fortidens synder og vedkende sig sit moralske ansvar. "Det har været en svær proces, at erkende de negative konsekvenser mine handlinger har haft", siger han.
Samtidig er det en indirekte opfordring til Blekingegadebandens øvrige medlemmer om at følge hans eksempel og fortælle sandheden om, hvem der trykkede på aftrækkeren, den fatale nat i november 1988.
Idealisme forblinder
Filmen rejser spørgsmålet om, hvad der får en gruppe tilsyneladende helt almindelige unge danskere til at udvikle sig fra politisk engagerede venstrefløjsidealister til radikale terrorister, der gør vold og drab til en legitim del af deres politiske overbevisning.
"Idealisme forblinder", sagde Weyman, der fremhæver Blekingegadebanden som et eksempel på, hvordan man starter i en forestilling om, at man vil gøre noget godt og ender i kynisk fanatisme. "De skridt tror jeg, man kan lære af i dag. Det kan foregå i andre miljøer", erkender Weymann med reference til nutidige begivenheder, der ligger som en interessant undertekst i filmen.
"Hvis vi havde brugt vores relativt begavede hjerner til noget mere konstruktivt, som at søge politisk indflydelse, så havde det sandsynligvis gavnet langt mere."
Dokumentarisk spænding
Ifølge instruktør Anders Riis-Hansen er det vigtigt, at fortællingen om Blekingegadebanden først og fremmest fortælles af de mennesker, der var der selv. Filmen er derfor stykket sammen af interviews med flere af de personer, som havde tilknytning til Kommunistisk Arbejdskreds og PFLP samt medarbejdere fra kriminalpolitiet og PET, der i mange år var på sporet af banden, men først greb ind efter det tragiske drab i Købmagergade.
Historien om Blekingegadebanden gøres levende gennem filmiske virkemidler, man kender fra en tempofyldt kriminalfilm. Men filmen har en tilstræbt dokumentarisk værdi, der kommer til udtryk i instruktøren Kenneth Kainz's dramatiserede rekonstruktioner af de centrale begivenheder i historien, de autentiske locations, tidstypiske bilmærker og kostumer, samt en masse originale dokumenter og tegninger, der afslører detaljerede tidsplaner over gruppens planlagte og udførte forbrydelser. "Blekingegadebanden" er, med et budget på knap ni millioner kroner, den dyreste dokumentarfilm, der nogensinde er produceret i Danmark.
"Der er en enormt spændende film, som jeg desværre har en vigtig rolle i", sagde Bo Weymann om sin medvirken i filmen. "At se rekonstruktioner af virkeligheden af, hvad det var vi gjorde, påvirkede mig stærkt."