Tak til Google Earth!

Janus Billeskov Jansen har prøvet lidt af hvert i sit lange liv som klipper. Alligevel har arbejdet med Anders Østergaards "BURMA VJ - Reporter i et lukket land" været en udfordring ud over det sædvanlige, ikke mindst på grund af det kaotiske materiale, optaget af anonyme videoreportere i det lukkede Burma.

Billede til artiklen Tak til Google Earth!

"Burma VJ - reporter i et lukket land". Framegrab

Da Janus Billeskov Jansen for små to år siden blev engageret som klipper til Anders Østergaards projekt "BURMA VJ - Reporter i et lukket land" var der tale om en ganske kort film, måske på en halv times tid, om en videoreporter i Burma. Et lille psykologisk portræt, hvor instruktøren ville forsøge at forstå, hvad det var for en drivkraft, der fik et menneske til at sætte livet på spil for at få nogle relativt begrænsede historier i kassen. Men så kom munkeopstanden i efteråret 2007, og herefter ændrede den burmesiske virkelighed, og hermed også Østergaards film, ganske karakter.

"Det hele var jo nærmest overstået i løbet af en uge," fortæller Janus Billeskov Jansen, "så da vi genoptog arbejdet med filmen i slutningen af januar 2008, lå det historiske forløb allerede fast. Men på det tidspunkt var det så begyndt at strømme ind med materiale, både fra Thailand og Oslo, hvor Democratic Voice of Burma (DVB) har deres hovedsæde. Og vores opgave kom herefter til at bestå i at identificere alt det nye materiale, at datere det og udrede, hvad der egentlig skete, hvad der var aktion og reaktion, hvad det betød, da munkene begyndte at bevæge sig ud i gaderne, og hvordan de forholdt sig til henholdsvis civilbefolkningen og militæret. Alt dét."

Et første problem i den forbindelse var, at de bånd, filmmagerne modtog i Danmark, var overspillet i Burma eller Thailand, og der var ingen garanti for, at optagelserne lå i den faktiske kronologiske rækkefølge. Hertil kom, at man ikke vidste, hvor mange fotografer der havde været til stede ved de forskellige begivenheder. Og endelig virkede det helt uoverskueligt at få overblik over, hvilke optagelser der var lavet på hvilke dage. Men hér kom hjælp fra en uventet kant: Google Earth!

Man kan jo zoome ind på Rangoon og få et overblik over byen i relativ god opløsning. Det betød, at vi ganske enkelt kunne identificere beliggenheden af huse og gader, som vi kunne genkende fra videobåndene. På den måde kunne vi efter ugers arbejde kortlægge begivenhederne i løbet af de syv dage, opstanden varede, ned til mindste detalje og samtidig identificere, hvor og hvornår de enkelte optagelser stammede fra."

- Hvad har for dig som klipper været den største udfordring i dette projekt?
"Der er mange ting. Ud over de allerede omtalte problemer med at identificere optagelserne blev arbejdet ekstra vanskeligt, fordi reporterne i Burma ikke havde så mange bånd, så da tingene begyndte at spidse til og blive mere konfrontatoriske, var de nødsaget til at optage oveni nogle af de eksisterende billeder fra den mere fredelige fase i starten, hvor man bare så munkene marchere gennem gaderne."
"Dernæst var det en udfordring at klippe i et materiale, hvor der bliver talt et sprog, man ikke forstår, og hvor vi faktisk var nødt til at få en person ned fra DVB i Oslo, fordi det end ikke var muligt at opspore en tolk i Danmark. Og noget af materialet sendte vi også som MP3-filer til Thailand for at få det oversat dér. Men så opstod der yderligere det problem, at fordi filmen langt de fleste steder i verden kun vil fungere med undertekster, var vi afhængige af at have meget præcise oversættelser, ikke bare sådan 1:1 af selve ordlyden, men oversættelser foretaget på baggrund af en dybere forståelse af selve kulturen. Så en del af klipperytmen i filmen er simpelthen bestemt af, at man skal kunne nå at læse underteksterne."

- Hvordan har du som klipper oplevet opgaven med at skulle forene de autentiske optagelser og rekonstruktionerne til en helhed?
"Det er jo en meget delikat balance. Hvis rekonstruktionerne ikke fungerer, og filmen mister troværdighed bare ét sted, risikerer man, at hele korthuset falder sammen. Hér kan man sige, at det nok er vores held, at det kun er et meget lille mindretal af de mennesker, der kommer til at se filmen, som ikke på forhånd vil synes, at det er forkert, hvad der foregår i Burma. Men alligevel er det vigtigt, at selv om vi har manipuleret med materialet - som man altid gør, når man laver film - så har vi gjort det på baggrund af et så dybt kendskab til stoffet, at vi ikke i processen er kommet til at lave nogle forkerte udsagn. Vi har hele vejen igennem været opmærksomme på vigtigheden af at forblive tro over for sandheden."

DFI factsheet: "BURMA VJ - Reporter i et lukket land"
DFI factsheet: Anders Østergaard