På scenen spiller hun rollen som den alkoholiserede, aggressive og sårede Martha i en opsætning af "Hvem er bange for Virginia Woolf?". Uden for teatret er skuespillerinden Thea involveret i et drama, der rummer mange af de samme tragiske og giftige ingredienser.
Efter et massivt alkoholmisbrug er Thea gået på vandvognen i et forsøg på at genvinde retten til at være sammen med sine to små drenge. Men hverken drengene eller eksmanden - og inderst inde måske heller ikke hun selv - tror for alvor på, at hun nu er et nyt og bedre og tørlagt menneske. Thea er Thea. En dramadronning. Bedre til at spille skuespil for fuld skrue end til at leve det almindelige liv.
Paprika Steen i altdominerende rolle
Paprika Steen, som i en årrække har indtaget en central position både i film og på teater, har den altdominerende rolle som Thea. Optagelserne af "Hvem er bange for Virginia Woolf?" i "Applaus" er da også autentiske. De stammer fra en opførelse på Østre Gasværk, hvor Paprika Steen havde stor succes i rollen som det rastløse og sårede hundyr - den rolle, som Elisabeth Taylor i filmatiseringen af Edward Albees stykke har gjort til en manddomsprøve for skuespillerinder af en særlig støbning.
"Paprika Steen har fra starten været det helt afgørende element. Vi havde lagt os fast på, at det skulle være hende," fortæller Martin Pieter Zandvliet. "Rollen er skrevet direkte til hende. Hun er meget spontan og ligefrem og tør sige det, vi andre kun tør tænke," erklærer den 38-årige instruktørdebutant.
Ånden fra Cassavetes
Den usædvanlige måde at kombinere film og teater på i "Applaus" var ikke fra starten et kardinalpunkt i Zandvliets projekt. Det var et forsøg. Lad os se, om det virker, sagde de til hinanden i det tætte kreative team, som står bag filmen.
"Jeg var mest bange for, om det skulle komme til at virke påtaget eller patetisk," siger Zandvliet om optagelserne fra Østre Gasværk, hvor man kun har fokuseret på Paprika Steen. Hendes medspillere Lars Brygman, Nikolaj Lie Kaas og Mia Lyhne er uden for billedet. Det er ren powerplay. Skuespilkunst uden fløjlshandsker.
Teaterscenerne giver filmen en dokumentarisk kant. Paprika Steen kommer til at agere i et usædvanligt spejlkabinet. Hun er skuespillerinden, der mesterligt og modigt udøver sin metier på scenen. Hun er også divaen, der i omklædningsrummet herser tyrannisk med sin påklæderske og bittert gransker tidens hærgende march hen over ansigtshuden. Og så er hun den Thea, der desperat prøver at få sit liv på skinner igen. Ved at spille det sværeste af alt: et helt almindeligt og ansvarsfuldt menneske.
Ånden i "Applaus" genkender man fra John Cassavetes. Zandvliet sværger da også til Cassavetes' blik for det menneskelige drama. At han har valgt Paprika Steen til rollen som Thea er direkte inspireret af den måde, hvorpå Gena Rowlands optræder i Cassavetes' film. Zandvliet havde endda overvejet at få Gena Rowlands selv til at spille med i sin film, men droppede det klogt nok. En ægte hommage må hellere være diskret end overtydelig.
Små penge med højt til loftet
Martin Pieter Zandvliet, der i sine 15 år som surfer på verdenshavene skulle demonstrere sin kunnen på overfladen, skal nu vise, at han evner at komme i dybden. Og man får ikke noget forærende, når man som selvlært klipper og autodidakt instruktør vil til fadet i filmens verden.
Zandvliet og hans producer Mikael Rieks fra Koncern Film søgte oprindelig støtte til en 50 minutters film hos det Danske Filminstituts New Danish Screen, støtteordningen for nye instruktører og eksperimenterende projekter, hvor pengene er små, men hvor der kunstnerisk er højt til loftet. I New Danish Screen har man præcedens for, at halvlange fiktionsprojekter kan "forfremmes" til spillefilm, hvis de viser sig at have stoffet og potentialet. Hvilket skete for "Applaus".
"Jeg synes, de var meget påpasselige med ikke at lægge pres på mig. Jeg skulle forfølge mine ideer på min egen måde. Det var det vigtigste," fortæller Zandvliet, der blev introduceret til filmens verden, da han blev kæreste med filmfotografen Camilla Hjelm Knudsen for 13 år siden. På det tidspunkt var hans eneste erfaring at have filmet nogle surf-konkurrencer.
I New York fandt han ud af, at det var klipper, han i første omgang skulle være. Han og Hjelm Knudsen lavede sammen filmen "Angels of Brooklyn". En slags gennembrud fik han, da han klippede dokumentarfilmen "Rocket Brothers" om rockbandet Kashmir. Og så begyndte han at skrive. Skrive på livet løs og skrive sig ind på livet af drømmen om at blive filminstruktør.
Hellere godt skuespil end et effektivt plot
I en tid, hvor Hollywood myldrer med superhelte, og hvor computereffekter, plot og genrefilm er altdominerende i filmens verden, ligner "Applaus" en film, der kommer et helt andet sted fra. Fra en anden tradition, der næsten kan synes halvvejs glemt. En filmkunstnerisk tradition med menneskesjælen og skuespillet i centrum. Hvor det handler mindre om effekter og mere om, hvad der rumsterer inde i os som mennesker.
"Med min film forsvarer jeg en svunden tids film - en tid, som forhåbentlig kan komme igen! De emner, Cassavetes og Bob Fosse tog op, var båret af en større tro på karaktererne og en større forelskelse i dem. Jeg elsker dybden i en Cassavetes-film, hvor et enkelt blik eller et enkelt billede kan få mig til at føle meget mere end de hurtige klip, som vi ser så meget i dag."
Så i "Applaus" handler det for en gangs skyld ikke om hurtig-hektisk klippeteknik. Tværtimod var beskeden til klipperen Per Sandholt klar: Han skulle holde klippene så lange, som skuespillet kunne bære. "Jeg har det selv sådan, at jeg bliver fuldstændig forelsket, hvis jeg kan få skuespillerne til at spille godt. Jeg vil næsten hellere have rigtigt godt skuespil end en god historie eller et effektivt plot."
Cassavetes havde i sin tid samlet sin tætte "filmfamilie" omkring sig. Noget lignende fornemmer man er tilfældet med Zandvliet, hans makker Anders Frithiof August og produceren Mikael Rieks. Rieks danner privat par med Paprika Steen. Parrets søn Otto spiller en af Theas sønner i filmen. Teknikere har byttet kasketter, og skuespillerne har læst med over hinandens skuldre. Møblerne i filmen tilhører sågar Paprika Steen og Mikael Rieks.
Intimteater på ansigtets scene
Om samarbejdet med den notorisk "besværlige" primadonna Paprika Steen har Zandvliet kun roser til overs. Men hun har været på hårdt arbejde. For "Applaus" er en film, der på flere måder går tæt på. Det er ikke en film om alkoholisme, men sprutten spiller en stor rolle. Den mandlige hovedrolleindehaver Michael Falch har selv været alkoholiker, og furerne i Falchs ansigt er dybe, som var de lavet af øksehug. Også de diminutive kraterrande i Paprika Steens ansigtshud går kameraet tæt på. Det er ikke traditionel smukkeseringskunst, men intimteater på ansigtets slidte scene.
"Der er sådan en konsensus på film om, at kvinder skal være smukke. Hvor det smukke skal bestå i, at de ikke har nogen fejl. Men jeg synes, kvinder er mest interessante, hvis man kan se, de har et liv bag sig. Man må godt kunne se deller. Jeg vil ikke udstille det grimme, men jeg synes faktisk, det er meget smukkere at se arrene. At vise det levede liv giver mere karakter. Paprika Steen bliver - ligesom Gena Rowlands - kun smukkere af, at man kommer tæt på."
Artiklen har tidligere været bragt i en engelsk version i Det Danske Filminstituts magasin FILM (#66, maj 2009).
[Foto: Carsten Villadsen, fra filmen "Applaus"]