Dieter Kosslick: Dansk film er et godt brand!

Moderne, ung, mangfoldig og sund. Der var roser til dansk film, da Berlin filmfestivalens direktør Dieter Kosslick holdt peptalk til den danske filmbranche på DFI's Fiktionsdag om filmmanuskripter den 8. juni.

Efter massiv dækning af "Antichrist" i Cannes kan man tro, at dansk film kun er kendt  i udlandet for Lars von Trier og Zentropa. Det er imidlertid ikke tilfældet, hvis man spørger Berlinale-direktøren Dieter Kosslick om hans oplevelse af dansk films profil på udebane. Lars von Trier er flagskibet, men Dieter Kosslick mener, at de fleste oplever dansk film som meget mere end Triers enestående produktion.

det er godt at tænke over fremtiden

Efter Kosslicks mening har dansk film et stærkt brand, som signalerer noget nyt, moderne og ungt – også selv om filmfolkene bag filmene ikke nødvendigvis er unge. Samtidig beskriver han den danske filmbranche som mangfoldig og sund, både i forhold til de producerede film og i forhold til de mange dygtige filmfolk blandt producere, instruktører, manuskriptforfattere og andre faggrupper.

Støtte til vækstlaget

Dieter Kosslick var mandag i København for at holde en peptalk til den danske filmbranche inden resten af det omfattende program på DFI's Fiktionsdag om filmmanuskripter. Udgangspunktet var hans erfaringer med at følge dansk film fra sidelinjen, siden han i 1983 begyndte at arbejde med forskellige filmtiltag i Hamburg.

Han beskrev et løbende frugtbart samarbejde med danske producenter og nævnte Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft som et af mange konstruktive initiativer i dansk film. Som han senere uddybede til FILMupdate, er filmhøjskolen et af de tiltag, som i udlandet signalerer, at man i dansk film ikke kun tænker på eliten, men også på vækstlaget. Han har selv været initiativtager til en Talent Campus under festivalen i Berlin og mener, at det netop har stor betydning for diversiteten i et lands filmproduktion, at man skaber en god grobund for kommende filmskabere.

46 danske film i Berlin

Dieter Kosslick blev i 2001 leder af den prestigefulde filmfestival i Berlin, hvor han foreløbig har kontrakt til 2013. I sin tid på festivalen har han udvalgt 46 danske film til festivalen, heraf 30 til børne- og ungdomssektionen. Det er ikke mindst på den front, at dansk film i hans øjne står stærkt, men vi har samtidig en række dygtige kvindelige instruktører, som har verdens bevågenhed.

Susanne Bier og Lone Scherfig har taget springet til internationale karrierer, og instruktører som Annette K. Olesen og Pernille Fischer Christensen har begge haft deres film i konkurrence i Berlin. I film som "Små Ulykker" og "En Soap" ser Dieter Kosslick en realistisk tradition med en dybt humanistisk tilgang til at fortælle historier, som også er en styrke i dansk film. Filmene kan være politiske, men behøver ikke være det. Det centrale er tonen og engagementet i fortællingen.

Danskerne tænker fremad

En anden styrke i de film er efter Dieter Kosslicks mening, at de formår at fortælle universelle historier, som er tydeligt forankret i en national kontekst. Europæiske film skal turde stå ved det land, de kommer fra. Ellers ender man hurtigt i den form for identitetsløse euro-puddings, som Dieter Kosslick gennem en årrække oplevede som dræbende for europæisk film.

Alt i alt var det en tilfreds Berlinale-direktør, som tog temperaturen på dansk film, mens han undervejs fik indskudt anekdoter om, at Asta Nielsens hus for tiden er til salg, eller causerede over, at det da er fantastisk med en national filmindustri, som lader Lars von Trier bruge to millioner euro på at komme sig over en depression. Han udtrykte nysgerrighed efter at høre, hvad der kommer ud af at samle en branche til et initiativ som Fiktionsdagen, og – som han konstaterede –  man får som udlænding i Danmark dagen efter afstemningen om tronfølgeloven en klar opfattelse af, at vi ikke er en nation, som hviler på laurbærrene:

"Danskerne tænker fremad! I har f.eks. lige stemt om en tronfølgelov, selv om det er et scenarie, som ligger langt ude i fremtiden. Men det er godt at tænke over fremtiden, når man ikke er i en krise."

[Foto: Howie]