Selvom Manon Rasmussen har arbejdet med kostumer i mere end 35 år, brænder hun stadig for sit fag, fordi hun får lov til at arbejde med så mange forskellige perioder og miljøer. Hun fortæller her, hvordan 60'erne som tidsperiode var særligt interessant på grund af hendes egen opvækst som blomsterbarn, og hvordan blufærdighed viste sig at være en udfordring i arbejdet med en film, der ironisk nok skildrer kampen for fysisk og psykisk frihed.
Hvad får dig til at sige ja til et projekt som "Steppeulven"?
Først og fremmest er det Ole Christian, som jeg har arbejdet sammen med flere gange. Man har jo sine instruktører, og dem følger man så vidt muligt i tykt og tyndt. Nogle gange kommer tingene til at ligge oven i hinanden, og så må man vælge. Men jeg ville til enhver tid vælge Ole Christian, når han har et projekt. Jeg er lidt yngre end filmens karakterer var, men jeg var jo hippie lige omkring 1970 og var et blomsterbarn. Jeg kender miljøet, og derfor var det en sjov opgave.'
Hvordan startede du din arbejdsproces, da du havde takket ja til at arbejde på filmen?
Jeg starter med at læse manuskriptet og snakker med Ole Christian om, hvad vi skal lave, og hvad hans intentioner er. Jeg er interesseret i at tage hans hjerne over i min, så jeg kan udføre det, som han vil, kostumemæssigt. Derefter går jeg i gang med at researche på tidsperioden og finde billeder. I "Steppeulven" er det mennesker, der lever og har levet, så jeg finder fotografier af dem fra dengang for at få det så tæt på virkeligheden som muligt. Tidsperioden kender jeg, fordi jeg har lavet film fra 60'erne før, så hele den almindelige befolkning har jeg på rygraden. Det er mere selve beatmiljøet og de konkrete personer (Eik Skaløe, Iben Nagel Rasmussen, Steppeulvene osv.), som jeg gik meget op i at researche på.
Jeg ligger søvnløs, når jeg laver en film. Jeg bliver ved med at tænke, dreje, vende, finde på og lave om. Jeg beslutter mig aldrig før i sidste øjeblik for, hvad de skal have på. Ikke før det har kontinuitet. Dagen før vi skal lave en bestemt scene, hvor jeg frit kan bestemme, hvad de skal have på, har jeg ikke taget den endelige beslutning endnu. Jeg er følsom omkring det, og min intuition dominerer meget i forhold til mine valg. Det er jo en passion. Jeg elsker mit arbejde og har aldrig lavet andet. Det er fordi, det er så forskelligt hver gang: en ny periode eller et nyt miljø.
Hvad er særligt interessant ved at arbejde med 60'erne som tidsperiode?
Lige præcis den her film har et meget bredt spektrum: det almindelige menneske og den udvikling, der sker i 60'erne. 60'erne eksploderer jo efter den tunge tid i 40'erne og 50'erne med borgerlighed osv. Protester, reaktioner og økonomien udvikler sig voldsomt. Der sker vanvittigt mange ting i den periode, som også afspejler sig i tøjet, hvilket er en spændende udvikling at skildre. Og netop fordi jeg selv har været i miljøet og har en fornemmelse for det, ser jeg det ikke kun som kostumer. Jeg har selv været rundt og fundet en gammel underkjole fra 30'erne, klippet den over og farvet den, og så havde jeg pludselig en skøn bluse.
Hvad var tankerne bag kostumerne?
Altså først og fremmest tager jeg udgangspunkt i virkelighedens folk. For eksempel med Halfdan Rasmussen. Det er klart, at jeg klæder den skuespiller på med rullekrave og tweedjakke, som jeg kan se på billeder, at Halfdan Rasmussen havde på. Men samtidig skal man passe på. Jeg læste for eksempel i filmens anmeldelse i Politiken, at det er en farlig tidsperiode at skildre, da det hurtigt kan virke latterligt og blive bjældeklang, perlekæder og broderier. Der stod meget fint, at kostumeafdelingen ikke havde fået overtaget, hvilket for mig er en kæmpe ros. Det handler om at finde balancen – det er ikke kostumerne, der skal komme gående, det er skuespillerne, man skal se. Og dét er jo den største mission i mit arbejde, uanset hvilken tidsperiode jeg arbejder med. 60'erne var ikke broderier og stærke farver hele tiden, så det er med at finde en balance, hvor man ikke er i tvivl om, at man er i et alternativt miljø, men stadigvæk gøre det lidt diskret.
Hvordan er det at arbejde med en biografisk film i forhold til fiktion?
Det er generelt svært at lave noget med mennesker, der har levet, fordi der altid vil være folk, der er utilfredse. Jeg har lige lavet "1864", og husk engang hvor meget ballade der var med det. Så at lave fiktion over noget, der er sket i virkeligheden, er ikke altid nemt. Der er altid nogle, der har en mening om, at det skal være anderledes. Men folk har været virkelig søde omkring "Steppeulven".
Var der særlige kostume-relaterede udfordringer under indspilningerne?
Vi har filmet i hele Kroatien, hvor vi har fundet locations, der ligner Frankrig, Spanien, Marokko og Grækenland. I filmen kommer de til et tag i Athen, hvor det var de lokale kroatiske statister, som skulle klædes på. Det et meget specielt miljø, der afspejles i filmen – de var vinde og skæve, og det var pissevarmt. Men at få de statister til bare at have en åbenstående vest på og et lille tørklæde bundet om hoften, dét var svært. Vi taler jo om en periode med fri sex og alt det der, men det var ikke noget med, at statisterne skulle være nøgne. Ole Christian ville bare have, at de skulle vise hud, hvilket var en evig kamp med de piger. De ville have sweatre, lange bukser og højhalset på alle sammen. Når man vendte ryggen til, tog de tøj på eller lagde et tæppe henover sig. Set i forhold til 60'erne, så er vi dér blevet meget mere snerpede. "Steppeulven" havde premiere 19. februar. Filmen er instrueret af Ole Christian Madsen og produceret af Lars Bredo Rahbek for Nimbus Film med støtte fra Det Danske Filminstitut.
