Marie Schmidt Olesen rejste til Glasgow som engelsk- og journaliststuderende og vendte aldrig tilbage. Hun har arbejdet som producer, tilrettelægger og mentor for talenter, senest som direktør og partner i produktionsselskabet Autonomi Ltd. samt organisationen Diversity Films, der trænede nye filmtalenter.
Den 1. november tiltrådte Marie Schmidt Olesen som projektredaktør på Det Danske Filminstituts talentstøtteordning New Danish Screen. Her er hendes opgave, sammen med kunstnerisk leder Jakob Høgel, at identificere og opdyrke nyt talent, vurdere og støtte projektforslag og bidrage til udviklingen af de støttede projekter gennem dialog med filmskaberne.
FILMupdate har spurgt Marie Schmidt Olesen om hendes visioner for arbejdet med danske talenter.
Hvorfor har du søgt jobbet som projektredaktør på New Danish Screen?
"Jeg syntes, det lød fantastisk at få lov til at bidrage til at finde og stimulere inspirerende filmmagere til at virkeliggøre deres vilde ideer.
Derudover skulle der ske noget nyt. Jeg stod over for at starte fra bunden med nogle nye projekter, men egentlig havde jeg udlevet de muligheder, man for tiden har som kreativ producer i Skotland.
Hvad kan du tilføre med din baggrund?
"Jeg kommer udefra og kender ikke ret mange i den danske branche endnu. Det ser nogle måske som en ulempe, men det kan også være sundt komme med et nyt perspektiv og erfaring fra et andet produktionsmiljø.
Helt tilbage fra jeg begyndte som producer, har jeg beskæftiget mig med talenter, og jeg har arbejdet med folk med vidt forskellige baggrunde: Alt fra 9-årige i randområder til filmskolekandidater og professionelle veteraner. Så jeg er vant til at være åben over for mennesker fra forskellige lag, mange indgangsvinkler og måder at lave film på. Min hunger efter at få det bedste ud af folk er intakt."
Hvad glæder du dig mest til i dit nye job?
"Jeg glæder mig til at lære filmskaberne at kende: bruge tid på at se deres tidligere film, dykke ned i projekterne og læse, hvad der står mellem linjerne."
Hvad ser du som New Danish Screen-ordningens styrke?
"New Danish Screen er en unik ordning, som muliggør tilblivelsen af projekter, som man ikke ville få offentlige midler til mange andre steder i verden – om nogen! Eksperimenterende film, der kan flytte vores forståelse af verden, hinanden og det audiovisuelle medium. Det er fantastisk, at der i Danmark er så stor en opbakning til og åbenhed over for filmkunsten.
Det kan være svært at få lov til at udvikle sig som filmkunstner i en benhård branche, hvor man ikke uden videre får penge til projekter, blot fordi de føles rigtige. I den proces kan vi støtte dem og måske skubbe lidt på indimellem. I New Danish Screen drejer det sig om at udvikle filmkunsten. Vi skal ikke satse på overleverede udtryk, men forsøge at forny."
Hvad kigger du efter i ansøgningerne?
"Jeg kigger efter diversitet i ideer og koncepter og på de kreative mennesker bag dem. Jeg leder efter filmmagere med integritet og vilje, der tør havde vilde ideer og har troen og talentet til at realisere dem.
Jeg elsker tvetydige og knap så stringente film, der udfordrer filmsproget, bryder fortællinger op og genskaber dem på en frisk måde. Men der skal være er en mening med det. På samme måde behøver det ikke alt sammen være cross platform, transmedia, og hvad der ellers er oppe i tiden. Den mest spændende film, er en film, som nogen brænder for, og så er formatet ligegyldigt. Det vigtigste for mig er, at filmmagerne vil noget med deres film. Og kan fortælle mig, hvorfor de vil det."
Hvad er din personlige yndlingsfilm?
"Tomas Alfredsons 'Lad den rette komme ind' og Mike Leighs 'Life is Sweet' er nogle af mine favoritter. Af danske film elsker jeg Tobias Lindholm og Michael Noers 'R', Mikkel Munch-Fals' 'Smukke Mennesker' og Lars von Triers 'Melancholia'.
Dokumentarmæssigt vender jeg ofte tilbage til Hubert Saupers 'Darwin's Nightmare', fordi det er en af de første dokumentarer, jeg kan huske, der kombinerer det globale med det lokale i forhold til katastrofe, handling og konsekvens. Den er så enerverende at se. Andre nyklassikere er Pernille Rose Grønkjærs 'The Monastery', Joshua Oppenheimers 'The Act of Killing' og Victor Kossakovskys 'The Belovs' – og så videre, og så videre..."