Safaa står midt på gulvet omringet af fem stole. Hver af dem repræsenterer en vej, han kan gå ned ad, når han lige om lidt bliver voksen. Han kan blive en hård gangster, der sælger crack på Nørrebros gadehjørner. Han kan blive den gode muslim, der ligger på sit bedetæppe fem gange om dagen og kun lever for sin religion. Han kan blive danskeren, som spiser kartofler, køber ind og vender det blinde øje til, når kæresten flirter med en anden. Han kan blive gadedrengen, der drikker, ryger, sniffer og knepper til højre og venstre. Og så kan han blive danselæreren, som inspirerer områdets unge.
"Danselærer. Jeg ville ønske, at jeg kunne. Men jeg har ikke 9. klasses eksamen. Det er alt for svært," siger han, inden han sætter sig på gangsterstolen. "Gangster. Det er det eneste, jeg kan blive."
Safaa er en af de otte unge, som spiller med i den britiske teaterinstruktør Jeremy Wellers debutfilm "Limboland", der bliver vist på DR K torsdag som del af kanalens New Danish Screen-tema. Ligesom Wellers forestillinger arbejder filmen med unge med indvandrerbaggrund i workshops, og omdrejningspunktet er de unges egne livshistorier. Som den yngste søn i en irakisk familie baseret i København, befinder Safaa sig nemlig midt i det limboland, den britiske instruktør gerne vil vise: Ikke helt udlænding, ikke helt dansker.
Udviskede grænser
Forud for "Limboland" er gået halvanden års castings, workshops og udvælgelser. 100 unge var med fra start. Siden blev feltet skåret ned til først 50, så 15, inden Jeremy Weller og hans hold stod med de otte unge, hvis historier filmen skulle bygges op om.
"Det har været vigtigt for os at finde frem til de rigtige unge – dem, som både havde gode historier og kunne stå foran et kamera," fortæller filmens producer, Carsten Holst.
De unges historier handlede især om identitet. Hvem er jeg? Hvor kommer jeg fra? Hvad skal jeg bruge mit liv på? Udover Safaa møder vi blandt andet etiopiske Thelma, som er blevet misbrugt det meste af sit liv. Safaas storebror, der som søskendeflokkens overhoved bogstaveligt talt banker sine yngre søskende på plads. Og Yayo, som netop er kommet tilbage fra et besøg i hjemlandet Palæstina og nu ikke helt ved, hvor han hører til. De unges historier er blevet blandet og byttet rundt, så selvom hver historie er virkelig, er det ikke nødvendigvis den, der har oplevet den, der spiller den.
"Man ved aldrig helt, hvornår det er rigtigt, og hvornår det er forkert. En gang imellem kommer Jeremy og hans assistent Jenle også indover, og det hele bliver taget ud af sin kontekst. Grænserne mellem fiktion og virkelighed bliver udvisket."
Bliver taget seriøst for første gang
Gennem de otte unge har holdet bag "Limboland" fået de stærke livshistorier, de skulle bruge for at vise, hvordan det er at leve som outsider i det danske samfund. Men de medvirkende har også fået noget ud af processen, fortæller Carsten Holst.
"De har oplevet at blive taget seriøst. Vi har lyttet til dem, og for første gang nogen sinde har de oplevet, at der er nogen, der har brug for dem. Ikke omvendt."
Hele filmen foregår i et mørkt rum. Uden kulisser, uden kostumer og uden andre remedier end de stole, som de unge sidder på. Og det skrabede setup gør, ifølge Carsten Holst, oplevelsen endnu stærkere for seeren.
"Der er ingen dækbilleder – ingen øjeblikke, hvor du kan slappe af. De er simpelthen på hele tiden. Det er sådan en tour de force i sindstilstande, stemninger og historier. Og det er meget hårdt at se. Du sidder tilbage med en masse forskellige følelser. Du kommer til at holde af de unge. Du kommer til at forstå dem. Men du kommer også til at føle en afmagt over for dem. Det hele er meget, meget ærligt. Helt uden filter, helt direkte."
Projektet fortsætter
Carsten Holst har været vidt omkring som producer. Hans cv tæller blandt andet kommercielle film som "Solkongen", eksperimenter som "De fem benspænd" og nu altså New Danish Screen.
"Det tager meget længere tid at udvikle en film som "Limboland", fordi det hele er nyt. Der er ingen skabeloner, man kan rette sig efter. Når man laver ’Solkongen’, så ved man jo godt, hvad man skal gøre. Men hver gang, du er ude på nyt land, så skal du i gang med at definere det hele igen," siger han og tilføjer, at den stramme økonomi, som ofte hører med eksperimenterne, faktisk kan føre til noget positivt.
"Det er en interessant udfordring at skulle tænke økonomien ind i projektet fra starten, for det gør, at man er nødt til at fokusere på nogle meget mere enkle løsninger. Hvis man gør det fra starten, når man ind til en meget renere kerne."
Selvom "Limboland" allerede har taget halvandet år at lave, er projektet langt fra overstået endnu. Den mentorordning, som holdet bag filmen har tilbudt de unge, fortsætter, og forskere fra Dansk Pædagogisk Universitet er netop nu ved at evaluere projektet. Der er undervisningsmateriale om projektet på vej ud til de danske skoler, og til efteråret drager Carsten Holst og de unge rundt til tyve af landets biblioteker for at vise filmen og holde foredrag.
"'Limboland'" lever stadig. Vi er ikke færdige før om to år."
Visningerne på DR K
- Torsdag 27. maj kl. 20.00: "Sol skin" af Alice de Champfleury / kl. 21.25: "Limboland" af Jeremy Wellers
- Fredag 28. maj kl. 21.40: "Sommer i Tyrol" af Anna Neye / kl. 21.50: "Får" af Frederikke Aspöck
- Søndag den 30. maj vises alle ni film som en New Danish Screen-maraton fra kl. 20.00
Læs også Mød dansk films nye talenter på DR K
Limboland
Et virkelighedsbaseret drama, der fortæller om otte unge menneskers forsøg på at nedbryde kløften mellem modstridende kulturer: Den kultur, som har bragt dem til verden, og den fremmede kultur, som omgiver dem. I takt med, at de unge skuespillere udspiller deres private historier foran kameraet, udviskes skellet mellem deres virkelige liv og det drama, de skaber.
Limboland vandt en Robert for årets lange fiktion i 2011