Debutantduo får støtte til spillefilm fra New Danish Screen

Tobias Lindholm og Michael Noer spillefilmdebuterer med historien om en mand, der afsoner straf i Horsens Statsfængsel. Filmen "R" er på én gang et hårdtslående drama og antropologisk studie af livet i et dansk fængsel.

Personen R ankommer til Horsens Statsfængsel for at afsone for vold. Hans mål er at holde sig for sig selv og undgå problemer for at komme ud af sin kriminelle løbebane.

Men fængslet er fyldt med regler, æresbegreber, skjulte dagsordner og overenskomster, som han skal navigere i, og han bliver hurtigt sat i et afgørende dilemma …

Filmen baserer sig på en dybdegående research, og igennem filmen arbejdes der med miljøbeskrivende scener og dokumentariske interviews med virkelige fanger.

Tobias Lindholm og Michael Noer er henholdsvis manuskriptforfatter og dokumentarinstruktør, begge Filmskoleuddannede. De har tidligere sammen lavet den tragikomiske kortfilm ”Hawaii” med støtte fra New Danish Screen. Pilou Asbæk, kendt fra Niels Arden Oplevs "To verdener", spiller "R".

Stor kreativitet for små midler

Jakob Høgel, kunstnerisk leder af New Danish Screen, ser "R" som udtryk for en interessant og positiv tendens hos en ny generation af producere og instruktører, der satser ambitiøst indenfor inden for nogle ret stramme økonomiske rammer.

"Film som "R" forholder sig meget udfordrende og kreativt til de økonomiske rammer. "R" tager hele Horsens Statsfængsel i besiddelse som location; det er et meget energisk team, der står bag. Også dramaturgisk bliver der taget nogle chancer, men det skal ikke røbes nu …", siger Jakob Høgel.

Rene Ezra og Tomas Radoor producerer "R" for Nordisk Film. New Danish Screen har støttet filmen med i alt 4.755.000 mio. kr.

Kort om New Danish Screen

New Danish Screen skal støtte og inspirere udviklingen af filmens formsprog og fortælling, så dansk film bevarer og styrker sin dynamik og diversitet. New Danish Screen baserer sig på et samarbejde mellem DR, TV 2 og Filminstituttet jf. filmforliget 2007-2010. Der er til puljen afsat godt 153 mio. kr. over forligsperioden. New Danish Screen administrerer desuden støtteordning for computerspil til børn & unge.

New Danish Screen støttede i 2008 4 spillefilm, 11 kortfilm og 12 dokumentarfilm.

For yderligere oplysninger:
Jakob Høgel, New Danish Screen, jakobh@dfi.dk, 3374 3675