Portræt af Gud - ny film af Jon Bang Carlsen

23. april 2001
Portræt af
Gud - ny film af Jon Bang Carlsen
Hvem er Gud? Hvordan ser Han ud? Er Gud en han eller hun?
Som en sjælens detektiv søger filminstruktør Jon Bang Carlsen i sin nye
dokumentarfilm svar på de spørgsmål, som mennesket til alle tider har
stillet.
Jon Bang Carlsen søger blandt mennesker i Sydafrika, hvor
han har bosat sig med sin familie, og inddrager bl.a. rengøringskonen,
sikkerhedsvagten, buschaufføren og børnenes legekammerater i
efterforskningen. Jon Bang Carlsen søger naturligvis også i kirken, hvor
den indsigtsfulde præst kommer med nogle uventede svar. Men det er
langtidsfangerne bag murene i statsfængslet i Cape Town, der leverer
filmens mest interessante og vedkommende svar på de stillede
spørgsmål.
'Portræt af Gud' havde premiere den 20. april 2001 i Øst
for Paradis i Århus og i Grand Teatret i København. Filmen er blevet
modtaget med meget flotte anmeldelser i dagspressen.
Når filmen har været rundt i de danske biografer,
indgår den i Det Danske Filminstituts videodistribution
til bibliotekerne og vil blive vist på DR/TV.
Jon Bang Carlsen markerer med denne film sine
30 år i dansk film. Han er uddannet filminstruktør fra Den Danske
Filmskole i 1976, har indspillet film verden over og har vundet et utal af
danske og internationale filmpriser.
'Portræt af Gud' er produceret af C & C Productions
med støtte fra Det Danske Filminstitut, DR/TV, SVT1, YLE, Det Norske
Filminstitut, Undervisningsministeriet og Nordisk Film- & TV
Fond.