51 biblioteker tilmeldte sig FILMOTEK 2000

51 folkebiblioteker har tilmeldt sig FILMOTEK 2000 - Det Danske
Filminstituts tilbud til folkebibliotekerne om en videosamling på 500
titler og en efterfølgende abonnementsordning på nye film.
Med dette fremstød alene kommer der således yderligere 25.500
videofilm fra Det Danske Filminstituts bagkatalog ud til brugerne via
bibliotekerne. Videofilmene er klar til udlån på bibliotekerne i
begyndelsen af 2001.
De 51 biblioteker fordeler sig jævnt over hele landet. Blandt de
tilmeldte er primært biblioteker i de større provinskommuner og mindre
biblioteker, som ikke tidligere har satset så stærkt på
videofilm.
Med de 16 centralbiblioteker som automatisk modtager ét
eksemplar af samtlige nye film, og de 51 FILMOTEK-biblioteker kan man
fremover på minimum 67 folkebiblioteker få direkte adgang til størstedelen
af de nye titler. Hertil kommer et stort antal biblioteker som ikke er
tilmeldt nogen abonnementsordning, men som traditionelt anskaffer en stor
del af de film som Filminstituttet distribuerer.
Biblioteksfremstødet har generelt øget bibliotekernes opmærksomhed
på Det Danske Filminstituts distribution af film, og Det Danske
Filminstitut har fået megen ny viden om folkebibliotekernes nuværende
filmformidlingsaktiviteter, og deres holdninger og ønsker til samarbejdet
fremover. De mange tilkendegivelser fra biblioteksverdenen danner god
basis for Det Danske Filminstituts fremtidige tiltag over for
bibliotekerne.
www.biblioteksservice.dfi.dk
Alle bibliotekarer opfordres til at
informere kollegerne om, at de kan tilmelde sig Det Danske Filminstituts
nyhedstjeneste for bibliotekarer på

www.biblioteksservice.dfi.dk. Ved angivelse
af navn, bibliotek og mailadresse modtager man automatisk hver måned (9
gange årligt) en oversigt over nye videotitler i distribution, og man får
automatisk andre aktuelle nyheder om film og aktiviteter af interesse for
bibliotekarer.

www.katalog.dfi.dk
På www.katalog.dfi.dk får man direkte adgang
til Det Danske Filminstituts distributionskatalog på web. Her kan man søge
på samtlige film i distribution, og der er en separat liste over de
seneste 3 måneders nye film i datoorden.