Kortfilmen ”Søn” fortæller historien om 13-årige August og hans mor, som er helt knust over den nylige skilsmisse fra den fraværende far. Hun vil ikke have, at August beholder den lille hundehvalp, som faderen har givet ham. Det gør ondt at se sin mor i sorg og føle ansvar for det, men August elsker den lille hvalp lige så meget, som han savner sin far. August svigtes af sin far og moderen pålægger ham ubevidst at bære hendes sorg over skilsmissen.
Filmen egner sig til børn fra 10-års alderen, og mon ikke mange børn kan genkende de følelsesmæssige konflikter som filmen skildrer. Antallet af skilsmisser i Danmark er i øjeblikket det højeste nogensinde.
Filmen fik en såkaldt special mention af den internationale jury for Berlinalens program for unge over 14 år, Generation 14plus i 2014.
”Søn” kan vises på Filmstriben ’På biblioteket’ og ses på Filmcentralen/For alle.
Læs mere:
”Hvalpe og mænd”. Interview i FILMupdate med filminstruktøren Kristoffer Kiørboe om ”Søn”.