Tirsdag 30. august og onsdag 31. august 2016 er de dage der skal reserveres, hvis du vil opleve Det Danske Filminstituts årlige filmseminar. Seminaret holdes traditionen tro i samarbejde med Odense Film Festival, så seminardeltagerne også kan få glæde af stemningen på én af årets helt store festivalbegivenheder i Danmark.
Seminaret har fokus på at inspirere og informere bibliotekarer og andre der beskæftiger sig med filmformidling og arrangementsvirksomhed på bibliotekerne. Du vil bl.a. blive præsenteret for nye aktiviteter som DFI’s Børn & Unge-afdeling er involveret i rundt om i landet, oplægsholdere som ved noget om at formidle film, helt nye filmproduktioner præsenteret af filmskaberen selv, filmkonsulenter der præsenterer nogle af de kommende produktioner, debatoplæg om bibliotekernes rolle som arrangør af film- og debatevents, samt ikke mindst samvær og dialog med kolleger.
Tirsdag 30. august har hovedfokus på formidling til børn og unge, mens onsdag 31. august handler mest om formidling til voksne. Det er dog ambitionen at begge dage byder på indhold, der er alment interessant for alle der arbejder med filmformidling.
Sæt allerede nu kryds i kalenderen tirsdag og onsdag 30.-31. august 2016, hvis du vil med på seminaret. Det afholdes i Rosenbækhuset i Odense.
Sidst i maj 2016 åbnes der for tilmelding til seminaret, samtidig med at det endelige program offentliggøres. Følg med på Film på bibliotekerne.