Filmstriben: Egypten under lup

Hele verdens opmærksomhed er i øjeblikket rettet mod udviklingen i Egypten. Uroen i landet har ulmet i mange år, og det kan man få indblik i ved at se dokumentarfilmen "Egypten under lup". Filmen kan vises på Filmstriben på biblioteker med abonnement. En oplagt mulighed for at vise en aktuel, oplysende og gribende film til bibliotekets publikum.

Why Democracy? – Egypten under lup

Instruktion: Sherief Elkatsha og Leila Menjou. 52 min. Egypten, 2007.
Tre kvinder starter en græsrodsbevægelse i Egypten, som vil uddanne og styrke folket ved at øge bevidstheden om, hvad demokrati er i et land med korruption og uden frie valg. Filmen følger bevægelsens op- og nedture de første år fra 2005 til 2008. Kvinderne kalder deres kampagne for Shayfeen.com, som betyder "Vi holder øje med jer". Og de fastholder, at kun folket kan skabe forandringer, og deres mål er at oplyse den egyptiske offentlighed om, hvad det kræver at opbygge demokratiets støttepiller: Krav om grundlæggende menneskerettigheder, ytringsfrihed og indførelsen af et uafhængigt retssystem.
Filmen er én ud af i alt ti internationale dokumentarfilm i serien "Why Democracy?", der tager pulsen på demokratiet kloden rundt. Alle filmene kan ses på Filmstriben.