Hund i himlen og Taynikma – nye danske animationsfilm for børn

To nye danske animationsfilm for børn kan nu ses på Filmstriben. "Hund i himlen" af Jeanette Nørgaard og "Taynikma – Legenden om Rax" af Jan Kjær er begge baseret på litterære forlæg. Filmene egner sig til børn fra 7-års alderen og opefter.

Danske animationsfilm har internationalt ry for høj kvalitet, og nu har DR's og DFI's Animationspulje givet en række yngre danske instruktører og animatorer mulighed for at prøve kræfter med at lave nye animationsfilm til børn. I løbet af 2012 vil i alt otte film fra Animationspuljen få premiere på tv og på Filmstriben.

De første to film støttet af Animationspuljen er nu på Filmstriben, hvor de kan ses hjemme via fjernadgang eller på biblioteket.

Animations-puljen

Puljen er rettet mod instruktører, der er animationsuddannede, eller som arbejder professionelt med animation, men som endnu ikke har debuteret med en spillefilm eller en længere tv-serie.

Puljen har støttet 8 film til børn, fortrinsvist til målgruppen 7-10 år. Filmene vil alle blive vist på DR Ramasjang og være tilgængelige på Filmstriben efterhånden som de bliver færdige.

Redaktionen har bestået af filmkonsulenterne Thomas Krag, Rasmus Horskjær, Dorte Høeg Brask og Kim Leona fra Filminstituttet og DR-redaktørerne Jakob Stegelmann og Ulla Hasselbalch.

Det Danske Filminstitut bidrager med 10 mio. kr. til puljen og Danmarks Radio med 5 mio. kr.

Hund i himlen

Instruktion: Jeanette Nørgaard.
25 min. Danmark, 2011.

Den ni-årige Lora ankommer med sin hund til et øde beliggende kloster oppe i bjergene. Så snart de er indenfor den tykke klostermur bliver Lora og hunden adskilt fra hinanden. Det viser sig senere at hunden er blevet aflivet, og Lora er meget berørt af hundens død og klosteret strenge regler. Gennem venskabet med hyrdedrengen Nick og ved hjælp af sin egen livlige fantasi finder hun langsomt ud af, hvordan hun kan overleve på det kolde og strikse kloster.

Taynikma – Legenden om Rax

Instruktion: Jan Kjær.
22 min. Danmark, 2011.

Rax tror, han hører til i den mægtige bjergklan, men klanen beskylder ham for at være tyv og jager ham på porten. Hjemløs og på flugt bliver Rax tilbudt at komme med i den lokale tyvebande. Nu må Rax vælge, hvad der er vigtigst: At være tro mod sig selv eller være en del af et fællesskab. "Tyv eller gadeunge ... Du vælger selv!"