Åbning af Cinematekets nye filial i Aarhus

CINEMATEKET. Tirsdag den 9. januar åbner Cinemateket i samarbejde med Øst For Paradis en filial i smilets by. Hver tirsdag vil en af Øst for Paradis’ sale danne ramme for et udsnit af Cinematekets program i København.

Januar-programmet i Cinematekets nye Aarhus-filial spænder fra de helt store klassikere til en spritny polsk øko-thriller – foruden besøg af eksperter og oplægsholdere.

Vi vil gerne give publikum helhedsoplevelser, der vækker alle sanser – Morten Tang

Åbningen af filialen bliver fejret med en stumfilmskoncert tirsdag den 9. januar, hvor det erotiske melodrama 'Afgrunden' fra 1910 med Asta Nielsen bliver live-akkompagneret af den verdenskendte blokfløjtevirtuos Michala Petri og slagtøjsspiller Mathias Friis-Hansen fra Det Kgl. Kapel.

Fakta

Om Cinemateket

Det Danske Filminstituts biograf Cinemateket har siden 1997 formidlet film og filmkultur fra Gothersgade i København – og før da, siden 1941, fra Christianshavn som Filmmuseet.

Over 1.100 filmhistorisk signifikante værker og sjældne perler finder hvert år vej til Cinematekets tre lærreder – en stadigt større del af dem med formidling, der sætter dem i filmhistorisk eller samtidsmæssig kontekst.

Om Øst for Paradis

Øst for Paradis blev etableret i 1978 med en mission om at vise de filmperler, der ellers ikke finder vej til det store lærred.

Biografen har syv sale, der netop har gennemgået en større renovation.


Januar-programmet
for Cinemateket i Aarhus

"Filialen i Aarhus skal afspejle, hvem Cinemateket er, og hvad vi laver i København. Derfor kommer programmet også til at indeholde en bred palette af film, der alle sammen fortjener et endnu større publikum," fortæller Morten Tang, programredaktør for Cinematekets nye filial.

Derfor er januar-programmet også en god blanding af filmperler fra én yderlighed til en anden. Det store lærred byder nemlig på både Kirk Douglas som gladiator i Stanley Kubrick-klassikeren 'Spartacus' fra 1960, Rolling Stones live i Havana i en spritny koncertfilm og Humphrey Bogart og Lauren Bacall i en restaureret krimi-perle fra 1947, 'Flygtningen' – for bare at nævne et udpluk af programmet.

I tråd med Cinematekets tilbud i København vil programmet i Aarhus også byde på filmoplevelser, der rækker ud over lærredet.

"Vi vil gerne give publikum helhedsoplevelser, der vækker alle sanser. Der skal både være noget til hjernen, hjertet – og sommetider også maven – som kan sætte filmen i perspektiv eller udvide oplevelsen," fortæller Morten Tang.

De aarhusianske filmentusiaster kan se frem til særarrangementer med foredrag, ekspertoplæg, events med mad og drikke eller musikalsk akkompagnement, der giver anderledes biografoplevelser.

Åbningen af filial i Aarhus

Tid: Tirsdag den 9. januar kl. 18.30
Sted: Øst for Paradis, Aarhus
Billetter: paradisbio.dk

Tags: