Der skal være dansk kvalitetsindhold dér, hvor brugerne er og bevæger sig hen. Derfor er fleksibilitet i den offentlige støtte til film og levende billeder et nøgleord i 'Medie- & filmpolitisk oplæg 2019-2022', som Det Danske Filminstitut netop har offentliggjort. Overordnet har oplægget fokus på at sikre indhold af kunstnerisk kvalitet og med kulturel værdi til alle borgere.
Oplægget tager afsæt i tre udfordringer, som dansk film står over for:
- At styrke filmens værdi og kulturelle betydning
- At følge med den digitale omstilling
- At sikre finansieringen af dansk film
Filmens værdi og kulturelle betydning refererer til dansk film som et fælles kulturelt fortolkningsrum for forskellige forståelser af vores eksistens, samtid og historie. Støttesystemet skal indrettes, så det styrker dansk films kulturelle betydning for den enkelte og for samfundet.
Nødvendigheden af digital omstilling dikteres af en medievirkelighed kendetegnet ved skelsættende ændringer i produktion og brugermønstre. Situationen kræver fleksibilitet og mindre detailregulering i tildelingen af filmstøtte samt en omstilling af filmformidlingen.
Finansieringen af dansk film er faldende på grund af forandringer i indtægtsgrundlaget. Endvidere er konkurrenceforholdene på det digitale indholdsmarked udfordret af nye globale aktører. Der er behov for øget finansiering og en styrkelse af indtægtsgrundlaget, hvis kvaliteten og mængden af danske fortællinger skal fastholdes.
Filminstituttet foreslår på den baggrund en række centrale indsatsområder:
- Fleksibilitet og øget støtte til fiktionsfortællinger
- Fleksibilitet i støtten til dokumentarfilm og -serier
- Økonomisk styrkelse af Public Service Puljen, der fastholdes som selvstændig ordning
- Etablering af en ny børn og unge-pulje
- Sikring af filmhistorier fra hele landet og for alle
- Styrket filmformidling
- Digitalisering og tilgængeliggørelse af filmarven
Samlet foreslår Filminstituttet, at støtten til dansk indholdsproduktion øges med 250 mio. kr., som skal finansieres af bidrag fra streamingtjenester, omlægning af licensmidler og via finansloven.
Oplægget er på 64 sider og kan downloades som pdf.