A. Film har til august eksisteret i 30 år og kan fremvise en imponerende filmografi, der tæller omkring 30 animationsfilm i forskellige formater. Nu er selskabet af det europæiske animationsprogram CARTOON nomineret til Producer of the Year for at have premiere på ikke mindre end fem spillefilm inden for et år.
Animator Karsten Kiilerich og producer Anders Mastrup fortæller her om A. Films farverige historie og fremtidige projekter.
Hvordan vil I beskrive A. Films profil?
Vi elsker animation, og vi har arbejdet med alt i animation … Næsten da. Vi har arbejdet sammen med nogle af de bedste i verden, vi har en Oscar-nominering (for kortfilmen: 'Når livet går sin vej', red). og en masse andre priser. Vi har fortalt en masse fine historier, og vi er skrappe til at få pengene op på lærredet. I al beskedenhed. Ja, og så har vi haft held til at skabe et stort og godt netværk også uden for Danmarks grænser.
De film, som vi har skabt gennem årene, er af meget forskellige af natur, men vi har vel også et filmsprog som går igen. Det har noget at gøre med, at det til en vis grad er de samme mennesker som står bag filmene. Dertil kommer at mange af os har rødder i en klassisk animationsteknik, som gør, at vi lægger vægt på nogle bestemte principper i animation og fortælling. De klassiske dyder i animation handler kort fortalt om at skabe en troværdig, levende og flerdimensionel figur ved hjælp af en flad, livløs streg og en god portion animations-tegne-håndværk . Et håndværk som for vores vedkommende altid har været inspireret af de gamle mestre fra Disney, som blandt andet sagde de kloge ord: "Don't just move the characters. Move the audience!"
Hvordan har firmaets udvikling tegnet sig?
A. Film har 30-års fødselsdag i august i år, så vi har et par år på bagen. Hvis man skal beskrive udviklingen, så skal man tage hele den teknologiske udvikling. Det hele startede jo ret beset med 'Valhalla', hvor vi lærte håndværket og bestemte os for, at vi ville prøve at leve af at lave tegnefilm. Ja, det hed det så dengang. Der var ikke nogen uddannelsesinstitutioner i vores game. Det var learning by doing.
Siden har vi prøvet at rage lærdom til os fra alle hjørner af verden. Vi havde en hård læremester i Don Bluth, en amerikansk filmmager, gammel Disney-mand, som stillede store krav til animation og billedkomposition. Vi har arbejdet sammen med et hav af tegnefilmfolk overalt i verden, og sideløbende har vi jo skabt vores egne film. Fra 'Jungledyret Hugo', over 'Hjælp! Jeg er en fisk', 'Terkel i knibe' osv. Det sidste skud på stammen er 'Hodja fra Pjort', som er lavet sammen med M&M Production.
Imens har vi så lært os at håndtere den digitale verden, CGI-animation med videre og bygget en velfungerende pipeline op. Det foregik i korte træk ved, at vi lavede reklamefilm og kortfilm, og til sidst havde vi bygget nok kompetence op til, at vi kunne skabe en hel spillefilm.
Undervejs dømte man den håndtegnede film til døden i flere omgange, men den lever endnu. Ja, så ved I det! Vi har imidlertid valgt at fokusere på CGI-animation af flere årsager. Der er simpelthen færre, der mestrer kunsten at tegne animation på et kvalificeret spillefilmniveau, og dertil kommer, at der skal bruges større ressourcer i forbindelse med skabelsen af en håndtegnet film. CGI-produktion kræver færre mandetimer.
Og i øvrigt har vi jo selv været med til at 'dumpe' prisen for computeranimerede film, i hvert fald i Danmark. Da vi producerede den håndtegnede 'Hjælp! Jeg er en fisk', var budgettet lidt over hundrede millioner kroner, og da vi kort tid efter satte computer-Terkel i søen, var prisen en tiendedel. Smart gjort! Siden har det været svært at fiske en rigtig tung sum ud af DFI, men det håber vi naturligvis, at der bliver rettet op på med den nye ambitiøse direktør.
Vi må lige tilføje, at vi jo også har deltaget i adskillige koproduktioner i Europa, hvor det økonomiske niveau for animerede film ligger noget højere.
Hvad er baggrunden for, at I har været særligt produktive de seneste år?
Held … og lidt håndkraft. Vi har knoklet for at udvikle projekterne, så andre har troet på deres bæredygtighed. Og så har vi været heldige, at DFI og andre har støttet os i vores drømme og ambitioner. Dertil kommer, at vi pisker rundt i Europa og mødes med mulige samarbejdspartnere om dette og hint. Det har udmøntet sig i flere film og tv-serier over de sidste par år. Vi har jo haft og vil have fem spillefilmpremierer inden for 14 måneder, men det skal naturligvis nævnes, at et par af filmene er koproduktioner, hvor A. Film står for en mindre del af filmen.
Hvad betyder de internationale samarbejder for jer?
Det betyder utrolig meget på alle planer. Først og fremmest er det lærerigt. Ja, og så er der den dér bonus, at man udvider sin horisont. Vi danskere er jo principielt bedre til alt end alle andre, særlig når det gælder film. Men vi har altså alligevel haft stor glæde af at udvikle film sammen med vores naboer i syd, nord, øst og vest. Vi taler grundlæggende samme sprog, men man udvider nuancerne i sit eget sprog ved at studere andre folkeslags dialekt. Så er det sagt. Vi synes, at der er kommet mange fine fortællinger ud af det samarbejde, og vi er måske også blevet en lille smule mindre fordomsfulde. Her taler vi om måden, man laver film på.
Det er så heller ikke uvæsentligt at understrege betydningen af det økonomiske. Vi kommer jo med i alle mulige større filmprojekter, på trods af at vi ikke kan bidrage med samme investering, som de større europæiske lande kan. Vi får, om man så må sige, meget for pengene, og vi bliver i stor grad projiceret på internationalt plan.
Hvordan ser I på dansk animation i dag?
Der er masser af kreativ energi i Danmark. Vi har et godt uddannelsesmiljø og en masse unge talenter. Der er et tiltagende antal platforme at arbejde på inden for web, spil, efx. osv. Der er masser af positive tiltag og masser af fortælleglæde. Animation som sådan har aldrig været større og optræder også i Danmark i alle mulige sammenhænge.
Teknologisk går det også fremad. Vi er godt med, når det gælder om at skabe en høj filmisk kvalitet. På det økonomiske plan har vi det imidlertid svært i konkurrencen med større sprogområder og lande, som er støttet med diverse skatterabatter osv.
Hvordan ser jeres fremtidsplaner ud?
Den nærmeste fremtid er optaget af spillefilmen 'Ternet Ninja', som bliver til i samarbejde med Anders Matthesen. Derefter er vi engagerede i 'Raggie', et projekt med vores gamle venner A. Film Eesti i Tallinn. Samtidig arbejder vi, som altid, med at udvikle nye film, og så satser vi på, at et eller flere af projekterne er spændende nok til, at vi kan få dem op på lærredet hen ad vejen.
Hvad betyder det for jer at være nomineret til Producer of the Year?
Det er skam et meget fornemt skulderklap. Spændende om vi kan hjemføre den underlige figur med de to grydelåg, altså prisen, til gamle Danmark.
Prisen uddeles i forbindelse med Cartoon Movie i Bordeaux i marts.