Tilbage i 2016 kunne en undersøgelse fra Det Danske Filminstitut konkludere, at den danske filmbranche generelt er kendetegnet ved en skæv kønsfordeling. Også på Filmværkstedet i København er det kommet til udtryk, når flere mænd end kvinder år efter år har ansøgt og modtaget støtte ved talentordningen.
Men sidste år var den virkelighed vendt på hovedet med 60 procent kvindelige støttemodtagere mod 40 procent mandlige. Og det er ifølge Filmværkstedets leder, Prami Larsen, ikke tilfældigt. I en årrække har Filmværkstedet haft fokus på kønsfordelingen blandt instruktører, fortæller han:
"Det starter med, at jeg for år tilbage laver en undersøgelse, der skal se på, hvor mange ansøgere til Filmværkstedet der vender tilbage med det samme projekt i næste ansøgningsrunde. Det viser sig at være 24 mænd og to kvinder, og det undrer mig selvfølgelig.
"Gennem mundtlige og skriftlige tilbagemeldinger tegner der sig så et generelt billede af, at der er markant forskel på, hvordan mænd og kvinder reagerer på et afslag. Mens mænd er tilbøjelige til ikke lade sig afskrække af et afslag, men bare venter på en ny konsulent for så at søge igen, oplevede mange kvinder tilsyneladende ikke et afslag som en invitation til at søge igen," fortæller Prami Larsen.
Målrettet og inkluderende kommunikation
For Filmværkstedets leder betød det, at en del af problemet måtte ligge i selve kommunikationsprocessen.
"Jeg tolkede undersøgelsen sådan, at mønsteret blandt de kvindelige støtteansøgere var, at de læste afslaget grundigt og måske ovenikøbet internaliserede det på en måde, så det oplevedes som en kritik ikke bare af projektet, men også af deres talent. Det første, jeg gjorde, var derfor at fortælle mine konsulenter, at hvis de ønskede at se en bestemt kvindelig ansøger i bunken igen, så skulle de gøre det klart i afslaget," siger Prami Larsen.
Ud over at ændre Filmværkstedets kommunikation, gjorde Prami Larsen det også klart, at den kvindelige synsvinkel skulle ses som en kvalitet i sig selv.
"Det er på mange måder et opgør med hele forestillingen om, at kunst er fri af køn, alder og andre sociale udgangspunkter – med den romantiske kunstnermyte om, at kunsten står hævet over afsenderens erfaring og ståsted. Jeg har bedt Filmværkstedets konsulenter om at grave forbi det, jeg kalder 'the shine', det vil sige alt blær, og i stedet forholde sig til, hvad det egentlig er, instruktøren vil fortælle. Hvad er deres specifikke erfaring? Og at se det som en kvalitet og styrke i sig selv, at erfaringen ikke er en, vi har set på lærredet før," siger Prami Larsen.
Vigtigt med flere fortællere af vores virkelighed
Noget andet, Filmværkstedet har lavet om, er dets konsulentordning, der i stedet for at tælle otte skiftende konsulenter hvert år, nu kun har én konsulent i alle fire ansøgningsrunder. Siden august 2017 har det være Lotte Mik-Meyer, der ud over en baggrund som dokumentarinstruktør har mange års erfaring som underviser på blandt andet Filmskolen.
Hun understreger, at det er vigtigt som filmkonsulent at erkende sin egen position i ansøgningsprocessen og fremhæver ligesom Prami Larsen det essentielle i at etablere en åben og konstruktiv kommunikationssituation.
"Jeg forestiller mig, at det hverken for mænd eller kvinder er særligt interessant med en konsulent, der udpeger problemer eller beder ansøgerne om at gå hjem og skrive den og den scene om. I stedet giver jeg ansøgeren en række konkrete visuelle og fortællemæssige opgaver, der tager udgangspunkt i de motiver og temaer, der kan læses ud af deres oplæg. Hvis processen er konstruktiv, vil disse opgaver tilbyde ansøgeren en erfaring som i sig selv vil medføre en skærpelse af deres projekt," siger Lotte Mik-Meyer.
"I samtalen undersøger jeg instruktørens forhold til sin film: Har instruktøren en egen erfaring med filmens emne, er det et stof som instruktøren har arbejdet med før – eller er det bare noget instruktøren har hittet på. Måske er det denne interesse for instruktørens forhold til sit stof, der giver en mere ligelig balance mellem kønnene," siger Lotte Mik-Meyer.
Selvom hendes udvælgelsesproces ikke tager afsæt i kvoter eller lignende, er hun opmærksom på balancen mellem faktorer som køn, alder og etnicitet, og hun mener, at det er vigtigt for filmkunsten, at den spejler det samfund vi lever i – også i forhold til kønsfordelingen.
"Filmkunsten er en af de områder hvor vi som mennesker kan spejle vores liv, og der er det klart, at der skal være en diversitet og balance. Det er vigtigt for både filmkunstens udvikling og for vores demokrati, at det for eksempel ikke kun er ét køn, der fortæller os om den virkelighed, vi opholder os i".
Et generelt rekrutteringsproblem
Selvom det altså går fremad på Filmværkstedet, er der stadig et stykke vej endnu. Der er fortsat markant flere mænd end kvinder, der i første og anden omgang søger om støtte, særligt på fiktionsområdet. Ifølge Lotte Mik-Meyer skyldes det ikke mindst strukturelle forhold, hvilket Prami Larsen er enig i. Her er man nødt til at sætte ind langt tidligere end ved selve ansøgningstidspunktet, mener han.
"Vi har i uddannelsessystemet et generelt rekrutteringsproblem. Det er noget, vi skal have adresseret, blandt andet igennem det, vi kommunikerer til for eksempel helt unge kvinder. Her betyder det altså noget, om det kun er mandlige instruktører, der figurerer på magasiners forsider," siger Prami Larsen.