Premiere på Den nat vi faldt

TV-PREMIERE. Cille Hannibals debutfilm 'Den nat vi faldt' er personlig fortælling om at miste og om at bevæge sig videre i livet. Filmen får tv-premiere på DR K den 18. april.

Cille Hannibal blev uddannet fra Den Danske Filmskoles dokumentarlinje i 2013. I 'Den nat vi faldt', som er hendes første film siden afgangen fra filmskolen, bruger hun sit kamera til at konfrontere os med vores værste frygt, nemlig at livet er kort og uforudsigeligt, og at vi aldrig ved, om vi er her i morgen.

Den anerkendte pressefotograf Per Folkver, der var morens mand og instruktørens stedfar, mistede livet i en faldulykke. 'Den nat vi faldt' begynder syv dage efter den tragiske ulykke og følger morens sorgproces og det oprydningsarbejde, hun står med. Både følelsesmæssigt og fysisk. Hun bearbejder sorgen i takt med, at hun rydder op i Pers ting og i deres fælles liv. Når kasser bliver åbnet og Pers fotografier bliver gennemgået, vokser historien om Per og Mettes kærlighed, og vi forstår tabet mere og mere jo længere og dybere, vi kommer ind i filmen og i deres fælles historie.

Filmen er produceret af Rikke Tambo Andersen og Vibeke Vogel for Bullitt Film med støtte fra New Danish Screen.

PREMIERE

Hvad: Personlig dokumentarfilm 'Den nat vi faldt'

Hvor: DR K

Hvornår: 18. april kl. 22:30