Efterårsferie i Cinemateket: Ny japansk animation og tegneworkshop

Yngre filmelskere kan i efterårsferien tage et dyk ind i fortryllende japansk anime-film fra nyere tid. Børnefamilier på budget kan få glæde af Cinematekets særlige ferieprogram – der byder på japansk animation, en spændende tegneworkshop, brunch i Restaurant SULT og Børnebiffen alle dage.

Ny japansk animation - meget mere end Miyazaki

I efterårsferien kan du opleve en håndfuld af de bedste og mest magiske nyere japanske anime-film i Cinemateket.

Japansk animation forbindes ofte med Hayao Miyazaki og filmselskabet Studio Ghibli, men anime-genren meget mere at byde på, og en række andre instruktører oplever internationale gennembrud i disse år. Inspirationen fra Studio Ghiblis film er ikke til at overse, men der er klare nybrud i forhold til både visuel stil og historiefortælling. Se eksempelvis den fotografisk præcise animation, samtidsskildringen og anvendelsen af moderne teknologi i 'Your Name'. Til sammenligning har vi medtaget en af de nyeste Ghibli-produktioner, 'Marnie – min hemmelige veninde', med en af selskabets yngre kræfter i instruktørstolen.

Filmudvalget byder desuden på en omfattende geografisk rundtur i Solens Rige: Hokkaido i nord ('Marnie – min hemmelige veninde'), Tokyos storbylandskaber ('Your Name'), Seto-indlandshavet længere sydpå ('Brevet til Momo') og en lang række andre spektakulære lokaliteter skildres. 

Billetprisen er 50 kr. 

Min egen manga - tegneworkshop for børn 

Har du lyst til at lære at tegne japanske figurer og motiver? Cinemateket holder på den magiske japanske stemning og afholder en sjov tegne-workshop den 21. oktober. Kurset er for begyndere såvel som øvede tegnere, fra 8 år og opefter. 

Se ny japansk animation i Videoteket

Besøg Videoteket (vores filmfremvisningslokale i Biblioteket), og se de film du ønsker, enten som "smagsprøver" eller film i fuld længde. Der er mere end 1.000 børnefilm at vælge imellem.

Er du til endnu mere japansk animation, kan du i Videoteket også stifte bekendtskab med ny-animeklassikere som 'Akira', 'Ghost in the Shell' og 'Steamboy', samt to tidlige film af 'Your Name'-instruktøren Makoto Shinkai ('5 Centimeters per Second' og 'The Garden of Words'). 

Animér din egen film

I Cinematekets underetage findes to animationsstationer, hvor børn (og voksne) kan prøve at lave deres egen stop-motion-film. Med baggrunde og figurer bygger man billedsiden – og når man har klippet den, kan man sætte både musik og lydeffekter på. Der vil i efterårsferien være guider til stede til at hjælpe børnene kl. 11-14 på hverdage og kl. 11-17 i weekender (bookede forløb prioriteres).

Børnebiffen og brunchbuffet alle dage

I eftårsferien udvider vi Børnebiffen- programmet og inviterer alle formiddage hele ugen. Yderligere holder Restaurant SULT brunch-åbent hver dag, og serverer deres populære brunchbuffet til store og små. 

Bemærk også, at der i efterårsferien bliver lejlighed til et gensyn med både den danske populære animationsfilm 'Den utrolige historie om den kæmpestore pære' og den smukke, newzealandske 'Whale Rider'. 

Film i efterårsferien

Børnebiffen-program (for de 3-7 årige) 

Mandag-fredag 10:00 og 11:00
Børnebiffen

Lørdag-søndag 11:15 og 12:30
Børnebiffen

Ny japansk animation-program i Cinemateket

Brevet til Momo (Hiroyuki Okiura, 2011)
Tirsdag den 16. oktober kl. 14:00
Søndag den 21. oktober kl. 14:00

Marnie - min hemmelige veninde (Hiromasa Yonebayashi, 2014)
Lørdag den 13. oktober kl. 14:15
Fredag den 19. oktober kl. 14:00

Udyret og hans lærling (Mamoru Hosoda, 2015)
Mandag den 15. oktober kl. 14:00
Torsdag den 18. oktober kl. 14:00

Your Name (Makoto Shinkai, 2016)
Mandag den 15. oktober kl. 16:30

Min egen manga: Tegnekursus i efterårsferien
Søndag den 21. oktober kl. 12:00

Praktisk information

Tid: 12. – 21. oktober 2018
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, 1123 København K.
BilletbestillingCinemateket.dk og Tlf. +45 3374 3400