Mere filmkultur til Odense og Aalborg fra årsskiftet

Odenseanere og aalborgensere kan se frem til et nyt kulturtilbud: Fra årsskiftet åbner Cinemateket to nye filialer, der byder på ugentlige filmevents og visninger af filmhistoriske værker og sjældne perler.

I januar 2019 etableres en filial af Cinemateket i henholdsvis Café Biografen i Odense og Biffen i Aalborg. Hver tirsdag vil biograferne stille sale til rådighed for cinemateksvisninger, som vil vise et repræsentativt udsnit af Cinematekets program i København. Ikke mindst i form af særarrangementer, hvor filmenes kulturelle betydning forstærkes af eksempelvis introduktioner via eksempelvis foredrag, debatter, musik, mad og drikke eller besøg af skuespillere og instruktører. 

Initiativet hviler på et allerede afprøvet koncept. Siden nytår har Cinemateket samarbejdet med Aarhus-biografen Øst for Paradis, til glæde for mange århusianere, der har lagt vejen forbi til events og filmvisninger. Og erfaringerne er gode:

”Samarbejdet i Aarhus har været succesfuldt. Øst for Paradis - og frem for alt århusianerne - har taget godt imod det nye tilbud, og det giver os mod på at søsætte endnu flere filialer, som supplement til Cinemateket i København”, udtaler vicedirektør i Det Danske Filminstitut, Jakob Buhl Vestergaard.

"Vi glæder os over, at Cinematekets spændende program, med den nye filial i Café Biografen, nu kommer odenseanerne til gode på ugentlig basis"

- Ole Nielsen, Café Biografen

Ligesom Øst for Paradis er Café Biografen og Biffen begge stærke inden for arthouse-filmgenren, og det giver et godt match mellem biografernes kernepublikum og Cinematekets program. 

Daglig leder af Biffen, Karin Fast siger: ”Vi har allerede gjort os gode erfaringer med ’Cinemateket præsenterer’ (landsdækkende biografsamarbejde om visning af ti film årligt fra Cinematekets program, red.), og tror, at vores publikum vil glæde sig over endnu flere forestillinger og arrangementer”.

Café Biografens Ole Nielsen supplerer: ”Cinemateket i København er eksponent for kvalitetsfilm og interessante filmevents og vi glæder os over, at Cinematekets spændende program, med den nye filial i Café Biografen, nu kommer odenseanerne til gode på ugentlig basis”.

Filialerne forventes åbnet ved et unikt filmevent tirsdag den 8. januar (Aalborg) og 22. januar (Odense). Mere information herom - foruden filialernes program - følger.

Fakta om Cinemateket

Det Danske Filminstituts biograf har siden 1941 formidlet film og filmkultur – først som Filmmuseet, og siden 1997 som Cinemateket. Over 1.100 filmhistorisk signifikante værker og sjældne perler finder hvert år vej til Cinematekets tre lærreder – en stadigt større del af dem med formidling, der sætter dem i filmhistorisk eller samtidsmæssig kontekst. Cinematekets besøgstal er steget 30 % de seneste tre år, og biografen havde i 2017 136.000 besøgende.

Fakta om Biffen

Biffen er en arthousebiograf, der har vist film til aalborgenserne siden 1989. I 2003 modtog Biffen den Nordjyske Kulturpris, og i juni 2009 flyttede Biffen ind i nyindrettede lokaler i kulturhuset Nordkraft og rummer herefter tre sale i to etager.

Fakta om Café Biografen

Café Biografen er en arthousebiograf, der ligger i bygningskomplekset Brandts Klædefabrik i centrum af Odense. Biografen blev etableret i juli 1983 og består af tre sale og en velbesøgt café.

Yderligere information og pressemateriale

  • Vicedirektør i Det Danske Filminstitut Jakob Buhl Vestergaard: 2020 1838 / jakobv@dfi.dk
  • Daglig leder i Biffen Karin Fast: 98 16 99 77/ karin@biffen.eu
  • Biografdirektør i Café Biografen Ole Nielsen: 66131616 / ole@cafebio.dk
  • Programredaktør i Cinemateket Morten Tang: 2214 8940 / mortent@dfi.dk