Tick Tock: A Tale for Two
Genre: Co-op mysteriespil
Platform: Mobil/Tablet/PC
Producent: Other Tales Interactive ApS
Støttebeløb: DKK 592.594 (produktion)
TICK TOCK: A TALE FOR TWO er et mysteriespil, der har samarbejde og samtale i fokus. To spillere har hver deres enhed, og skal samarbejde om at løse gåder. De sidder med hver deres halvdel af spillet, der refererer til samme spilverden, og de skal finde løsninger og udfolde en fælles fortælling. Spillerne er fanget inde i hvert sit magiske ur, der er skabt til at stjæle menneskers tid, så spillets karakterer – søstrene Amalie og Lærke – kan leve af den. Kun ved at hjælpe hinanden med at afdække historien om de to søstre - begge urmagere - kan spillerne finde forklaringen på urene og løsningerne på, hvordan de slipper ud. Det håndtegnede miljø er inspireret af Danmark i starten af 1900-tallet, og formen er inspireret af fysiske ’escape rooms’ og af H. C. Andersens ”Nattergalen”.
Spytkys
Genre: Platformer
Platform: iOS/Android
Producent: Triple Topping Games
Støttebeløb: DKK 308.220 (udvikling)
SPYTKYS er et platformer-spil, og i spillets fortælling er ’spytkysserne’ små kærlige væsener, som lever inde i vores kroppe. De er en del af os, så de kan ikke flytte sig og har aldrig mødt hinanden, men de er meget forelskede. Den eneste måde, de kan vise deres kærlighed på, er igennem spytkys, de sender til hinanden. Alle deres små spytkys indeholder stykker af deres samtale, og således oplever spilleren deres kærlighedshistorier udvikle sig. Spillet kontrolleres gennem en ny ’swipe-to-jump’ mekanik, som er udviklet for at få platformer-spil til at fungere optimalt på smartphones. SPYTKYS kan spilles alene eller sammen med venner (fx kæresten!).
Midnight Girl
Genre: Adventure spil
Platform: Tablets/smartphones
Producent: Italic ApS
Støttebeløb: DKK 703.836 (udvikling)
MIDNIGHT GIRL er et spil, hvor spilleren er en ung kvinde, der er i lære som klatretyv i 60’ernes Paris. Stilen er inspireret af fransk arkitektur og ”heist”-film fra 60’erne, her omsat til et grafisk stiliseret og kulørt univers. Spilleren skal udnytte sine evner som klatretyv til at stjæle objekter udpeget af en læremester. Spillet fokuserer både på opgaven med at løse, hvordan et kup kan lade sig gøre, men også på at uddybe spillerkarakterens historie og relationen til læremesteren, en aldrende mestertyv, der måske ikke fortæller hele sandheden. Spillet har en voksen målgruppe og forventes at appellere til kvinder, der udgør en væsentlig andel af publikum for genren.
Mutagenesis: A Wasteland Odyssey
Genre: Point´n click adventure spil
Platform: Mac/PC
Producent: House of Leafs
Støttebeløb: DKK 400.000 (udvikling)
MUTAGENESIS: A WASTELAND ODYSSEY er et 2D håndtegnet spil, hvor den muterede menneskelignende kat og anti-helt Archie Shipp styres gennem en række usandsynlige udfordringer på vejen hjem til sin familie. Rejsen bliver ikke kortere af, at Archie slår sig sammen med chihuahuaen Charlie. Modsat Archie prøver Charlie virkelig hårdt på at være en helt, men kommer konstant til at lave ’rav i den’. Spillets struktur baseres på Homers Odysseen, og er en satirisk nutidig gendigtning som en ”retro futuristisk og post apokalyptisk fortælling”. Det visuelle udtryk refererer til det håndtegnede udtryk fra 70’ernes og 80’ernes ofte provokerende tegneserier.
What The Golf?
Genre: Humoristisk sportsspil
Platform: iOS/PC/Nintendo Switch
Producent: Triband Production ApS
Støttebeløb: DKK 400.000 (udvikling)
WHAT THE GOLF? er et fysik-baseret golfspil, der egentlig ikke handler om golf. På den ene side er der tale om et humoristisk spil med en stribe baner, der handler om at få et objekt – såsom en golfbold – fra A til B. På den anden side er det samtidigt et metaspil, der handler om spilgenrer, og hvor det, at gennemskue hvilken spilmekanik, der aktuelt refereres til, er dét der skal til for at klare opgaven. På samme tid en humoristisk parodi og en ekvilibristisk leg med spilmediets konventioner. Spillet er opbygget i tematiske levels, og målgruppen vil være bred, men med en åbenlys appel til den nysgerrige og eksperimenterende del af voksne indie game spillere.
LunaSea
Genre: Adventure spil
Platform: PC/Konsoller mobil og tablet
Producent: Bedtime Digital Games ApS
Støttebeløb: DKK 729.952 (udvikling)
LUNASEA er et singleplayer fantasifuldt spil med et surrealistisk twist. Det er inspireret af fantastiske fortællinger om store bedrifter og rejser, så som Jules Vernes fortællinger og Méliès ”Rejsen til månen”. Historien starter som en godnathistorie, hvor forældrene, Geena og Earl, fortæller deres lille datter Krimy om, hvordan de mødtes - blev et par - og i sidste ende reddede verden fra undergang. Spillet foregår i to verdener, jordklodens hav og månens landskab, og man kan rejse mellem disse ved hjælp af en gigantisk kanon. Spillet veksler på helt særlig vis mellem fortællende adventure, et roligt fiskespil og så actionpræget strategisk kamp.
Hugo & Holger
Genre: Børnespil
Platform: iOS og Android
Producent: Wil Film ApS
Støttebeløb: DKK 398.544 (udvikling)
HUGO OG HOLGER er et børnespil, hvor spilleren styrer Hugo – en flink dreng med store briller. Han ser nemlig ikke så godt. Minus 32. Lidt mere end næsten blind. Han har altid drømt om at få en hund, og da han møder Holger, som snorkler med sin store snabel, synes Hugo det er verdens sødeste bjæf. Og da Holger opdager, at Hugo synes han kunne være så meget andet, beslutter han, at han er verdens bedste… hund for Hugo. Det er projektets intention at arbejde med oplevelsen af følelser og empati i forhold til at forstå karakterernes handlinger og reaktioner.
Trailmakers
Genre: Konstruktionsspil
Platform: PC/konsoller
Producent: Flashbulb ApS
Støttebeløb: DKK 1.000.000 (produktion)
TRAILMAKERS er et spil for børn og legeglade voksne. Spilleren kan sammen med andre spillere - typisk inviterede venner - ud fra sin egen fantasi og et stort arsenal af byggematerialer, bygge utrolige fartøjer. Der sigtes efter en åben legende og social oplevelse, hvor spillerne i meget høj grad selv bliver medskabere og eksempelvis selv kan definere konstruktionsopgaver. Spilverdenen er fysikbaseret, hvor fx tyngdekraft, brudstyrke eller kraftoverførsel fra en motor er simuleret – hvilket giver en righoldig mulighed for at definere sine egne mål og udfordringer i forhold til egne konstruktioner.
Mindre spilstøtter
|
Warigami |
WARIGAMI er et spil, der kombinerer et kampspil med origamiens foldekunst. I spillets grundfortælling følger man en rumkaptajn på et havareret rumskib under angreb i en fjendtlig galakse. |
|
Heroes and Zeros |
---|---|
HEROES AND ZEROS er et spil man kan spille for at underholde sig med matematikken.Et matematikspil, der tager både matematikken og spiloplevelsen alvorligt og ikke går på kompromis for at forene de to. |
|
Minded |
---|---|
MINDED er en interaktiv fortælling, der udspiller sig i Danmark i en ikke så fjern fremtid. Spillets futuristiske scenarie er underspillet med fokus på en form for social-realisme, og viser en fremtid, hvor kunstig intelligens er en del af alle hverdagens systemer |
|
Meastro |
---|---|
MAESTRO er et VR-baseret musikspil med læringspotentiale, hvor spilleren får rollen som dirigent for et klassisk orkester. Ved at benytte VR teknologiens sporing af spillerens håndbevægelser, styres en virtuel taktstok, som orkesteret følger. |
|
Little Alice |
---|---|
LITTLE ALICE er et spil til børn på 4-8 år, der tager sit afsæt i Lewis Carolls fortælling om Alice. Spillet er kombineret med en bog, og projektet tager udgangspunkt i en situation, der kombinerer en voksen højtlæsning med barnets udforskning af en tilhørende spiloplevelse. |
|
Monster Matematik |
---|---|
MONSTER MATEMATIK træner matematik og hovedregning for børn i førskole- og indskolingsalder. To små og nuttede monstre fodres med de tal, der er de korrekte svar på regneopgaver. Men… små monstre kan have sarte maver! Og når de hedder Bøvse Bob og Muggen Mås, fornemmer man hurtigt, hvor det bærer hen! |