Sådan tænker en amerikansk filmdistributør

DISTRIBUTION. Drop festivaltraileren, gør dig umage med titelskiltet og fortæl en god historie. Det var nogle af de råd, den amerikanske biografejer, distributør og festivalchef Tim League gav danske producenter til et seminar på Det Danske Filminstitut om, hvordan de får deres genrefilm på festivaler og i amerikansk distribution.

Som 23-årig kvittede amerikanske Tim League sit job som maskiningeniør i Shell og åbnede sin første biograf i den lille olieby Bakersfield, Californien. Han vidste intet om biografbranchen og fik da også sjældent mere end et par publikummere ind at se sine artfilm. Han endte med at lukke biografen, men erfaringen blev startskuddet til, at League i 1997 rykkede til Austin, Texas, hvor han åbnede biografen Alamo Drafthouse. Det er i dag en kæde på 36 biografer i USA og yderligere 9 på vej, som er berømt for at servere mad og drikke under filmen og for at arrangere farverige events. Det skal være sjovt at gå i biografen, som Tim League siger.

Ud over biografvirksomheden har League udvidet imperiet med blandt andet USA's største genrefilmfestival Fantastic Fest, distributionsselskabet Neon, filmsitet Birth.Movies.Death og galleriet Mondo. Trods ekspansionen er det vigtigt for League at holde fast i passionen for film, og at arbejdet skal være sjovt. 

"Mit job som direktør er at sørge for, at hele virksomhedskulturen handler om at elske film. Det er en biograf af filmelskere til filmelskere," fortæller League, da han besøger Det Danske Filminstitut onsdag den 5. december til et seminar om at distribuere genrefilm i USA. 

Fokus på genrefilm

Chef for DFI's internationale afdeling Noemi Ferrer Schwenk har arrangeret seminaret i håb om at give de danske producenter inspiration til at udvikle deres forretningsmodeller. Derudover håber hun at give genrefilmproducenter mulighed for at skabe en personlig kontakt til League og stille spørgsmål, få konkrete tips til, hvad man skal være opmærksom på, hvis man er på udkig efter en amerikansk distributør, og endelig blive gjort opmærksomme festivalmuligheder.

Hans "hemmelige våben" er at vise filmen til sin mor for at se, om almindelige mennesker kan lide filmen. Hun var vild med 'Grænse'

Produktion og håndtering af genrefilm - film, der følger en række konventioner inden for en specifik genre som fx gyser, fantasy, sci-fi eller action - er et område, som Danmark er lidt bagud på i forhold til vores nordiske kolleger, fortæller Noemi Ferrer Schwenk. 

"Men nu har vi en bølge af nye instruktører og producenter, der er interesseret i genrefilm. Blandt andre Fenar Ahmad, Ali Abbasi og Gustav Möller samt flere af de instruktører, der debuterer på lavbudgetordningen," siger hun.

"Filminstituttet er ikke eksperter på lige præcis det at distribuere genrefilm. Vi har selvfølgelig et godt kendskab til festivalerne, men Tim er specialist."

'Grænse' som case

Tim League har i sit daværende distributionsselskab Drafthouse distribueret en række danske film: Joshua Oppenheimers 'The Act of Killing' og 'The Look of Silence', Anders Thomas Jensens 'Mænd og høns', Mads Brüggers 'Ambassadøren' og Mikkel Nørgaards 'Klovn' og 'Klovn Forever'. I sit nye selskab Neon har han blandt andet distribueret Janus Metz Borg og senest Ali Abbasis svensk-danske 'Grænse', der for tiden spiller i de amerikanske biografer. 

"Første skridt er, at jeg forelsker mig i en film," siger League. Det gjorde han, da han så 'Grænse' i Cannes. Det er præcis den type film, han leder efter, fordi den krydser genregrænser, har fantastiske elementer og er en god historie.   

Næste skridt er at undersøge, hvordan andre lignende titler har præsteret på det amerikanske marked og derfra beslutte, hvad han skal byde. Her kiggede League på 'Lad den rette komme ind', som har forlæg af den samme forfatter, og solgte i den pæne ende. Hans "hemmelige våben" er at vise filmen til sin mor for at se, om almindelige mennesker kan lide filmen. Hun var vild med 'Grænse'. Og endelig viser han filmen til et testpublikum for at finde ud af, hvor meget han skal satse på den. Hvis publikum ikke bryder sig om filmen, bruger han færre penge på markedsføring.

Biografejer og distributør Tim League

Med udgangspunkt i den amerikanske trailer til 'Grænse' understreger League, at det var en svær film at reklamere for, fordi den byder på overraskelser, der ikke skal afsløres. Selskabets strategi var at sætte en stemning, tease for romancen og antyde de fantastiske elementer. Klippene brydes op af anmeldercitater, der har betydning for arthousepublikummet - og det må man sande, at en fremmedsproget film er. Der er dog ingen grund til at skilte for meget med underteksterne, så traileren har kun sparsom dialog - et gammelt trick for fremmedsprogede film. 

Nu krydser Tim League bare fingre for, at Grænse bliver nomineret til en Oscar; det giver selvfølgelig god PR.

Do's and dont's

Her er nogle af de tips, Tim League gav de danske producenter til at få deres film igennem nåleøjet:

  1. Få taget et godt still
    Det er essentielt for marketingmaterialet og besværligt at få gjort efter optagelserne.
  2. Få en salgsagent
    95 procent af de film, League køber, har en salgsagent. Hvis du har problemer med at finde en salgsagent, har filmen måske mindre potentiale, end du tror.
  3. Lad være med at producere en trailer til festivaler
    League anbefaler at udvælge et sigende klip i stedet. Instruktører er ikke nødvendigvis de bedste til at sælge filmen Det er frustrerende for distributøren, hvis der allerede florerer en trailer på nettet, og publikum ser den gamle trailer i stedet for distributørens. Hvis du klipper en trailer til salgsagenten, så sørg for at den ikke kommer online.
  4. Gør noget ud af titelskilt
    Når League og hans hold gennemser film til festivalen, ser han 15-20 minutter af en film, men kan for det meste vurdere kvaliteten ud fra de første 10 sekunder. Et grimt titelskilt får ham til at tænde af på filmen, da det er sigende for, hvor umage filmskaberne har gjort sig. Lav det enten helt enkelt eller virkelig flot.
  5. Pitch en god historie
    League er ikke interesseret i "Tarantino møder Scorsese" eller hvilke film, du prøver at ligne. Han vil købe en god historie.

Producenter vejrer morgenluft

Det var brugbare råd, mener producent Alexander Brøndsted fra Pingpong Film, der bl.a. har produceret thrilleren 'Uro' og scifi-dramaet 'LFO', der var på Fantastic Fest for fire år siden. Han bed særligt fast i pointen om traileren, som han også spurgte League ind til.

"Jeg har netop klippet en trailer til vores salgsagent, så det var sjovt at høre Leagues side, og jeg forstår godt hans pointe," fortæller han. 

"Det var i det hele taget interessant at høre, hvordan det fungerer på den anden side af Atlanten. Vi lever jo i en tid, hvor man skal tænke mere og mere udad for at producere film."

Også Peter Hyldahl fra Beofilm blev inspireret.

"Det er sjældent, at vi taler med en udenlandsk distributør, for der er tit en salgsagent imellem, som har al kontakten. Derfor hører vi ikke altid, hvad der er vigtigt, og hvordan de ser verden. Det var spændende," siger han.

Sammenlignet med sine finske og norske kolleger kalder han Danmark for "lidt af et uland" inden for genrefilm. "Men jeg vejrer ny morgenluft," siger Hyldahl. I Beofilms datterselskab Beo Starling er Amalie Lyngbo Quist ved at udvikle Jens Dahls gyser 'Breeder' og har for nylig haft festivalpremiere på Rasmus Kloster Bros thriller 'Cutterhead'.