Om filmen

I krigens sidste måneder blev tyskerne drevet på flugt, og 200.000 af dem blev påtvunget Danmark ved den tyske besættelsesmagts foranstaltning. Ved kapitulationen overgik forsorgen af dem til de danske myndigheder, der sørgede for oprettelsen af isolerede flygtningelejre. Disse lejre kom i indtil 4 år til at tjene som hjem for de mange mennesker, og man ser i filmen, hvorledes livet levedes i en række flygtningelejre.

”Det var ikke den store medfølelse, der mødte de cirka 250.000 tyske flygtninge, som opholdt sig i Danmark ved krigens afslutning i foråret 1945. De fik en statsfilm i 1949, instrueret af Ole Berggren med titlen 'Tyske flygtninge i Danmark'. (…)

At Berggren i sit arbejde med filmen blev kigget stift over skulderen af Ministeriernes Filmudvalg er en kendsgerning. I udvalget var man stærkt utilfredse med filmens åbningssekvens. Her ses en sorgfuld tysk bedstemor i ansigtsnærbillede, som fortæller om de rædsler hun og hendes familie måtte gennemleve under deres flugt fra Tyskland. Man skal være blottet for menneskelig medfølelse for ikke at gribes af denne lillemors tristesse – det er en sekvens, som øjeblikkeligt vækker medlidenhed. Og lige netop medlidenhed med de tyske flygtninge i Danmark var ikke, hvad embedsmændene i MFU var ude efter. De fandt både sekvensen og filmens speak generelt for ’medlidenhedsbetonet og savnede oplysninger om, hvad flygtningene havde kostet os’.

(…) Den færdige film bærer præg af disse modsætninger, for den svinger mellem at insistere på, at flygtningene er et påtvunget problem, nogle mennesker Danmark blot kunne have sendt hjem til det sønderbombede Tyskland, de kom fra, og til at vise, hvordan tyskerne lever udmærket i de interneringslejre, danskerne har bygget til dem. I visse scener får man nærmest det indtryk, at der er tale om en slags omskolingslejre, hvor tyskerne skal denazificeres og genopdrages til demokrati. Den mangel på lægehjælp og medicin, der førte til unødigt mange dødsfald særligt blandt børn i flygtningelejrene, som senere er kommet for dagen, nævnes ikke med et ord. Det lykkes Berggren at skildre tyskerne som mennesker, der fortjener medfølelse med sine billeder. Speaken virker mere regeringssanktioneret nøgtern og distanceret” (Læs mere i Besættelsesbilleder til den kollektive erindring).

Credits