Sisimiut

Om filmen

Sisimiut er det grønlandske navn for byen Holsteinsborg, som her anvendes som synlig repræsentant for den indgribende omskabelse af det grønlandske samfund i denne periode. Filmen beskriver det kultursammenstød Grønland har været skueplads for - mødet mellem den danske industrielle teknik og den grønlandske fangerkultur.

”Det er i byen Sisimiut at den første fiskefabrik (1924) og det første skibsværft anlægges (1931). Men den vækst og fremdrift, som danskerne håber, at disse erhverv skal bringe til byen, synes dog ikke at have indfundet sig, ifølge Roos` portræt af Sisimiut. Filmen betegnes også som "den første kritiske produktion (om Grønland) i det hele taget". Filmens kritik er dog noget diffus. Der rettes ikke nogen samlet anklage mod nogen instans, kun indirekte antydes det, at et af problemerne for Grønlands situation er “fjernstyringen derhjemme fra”. Desuden udtaler en dansker, der bor i Grønland, at der i Danmark er en eklatant mangel på lydhørhed overfor grønlændernes egne ønsker. (…) Det er interessant, at kritikken i 'Sisimiut', måske primært udspiller sig ved lydsidens måde at kommentere billedsiden på. Lydsiden rummer beatmusik, amerikansk popmusik og danske schlagere som en måde at angive, at unge grønlændere for længst er begyndt at relatere sig til den vestlige verdens dyrkelse af ungdom, forbrugskultur, touperet hår og røde læber. Til optagelser af trøstesløse beboelsesområder i Sisimiut er der lagt guitar-temaer, der giver mindelser om amerikanske protestsangere og associationer til de sene 1960eres solidaritet med de nordamerikanske indianeres kulturtab” (Læs mere i Glob og kulturmødet).

Credits

Instruktør: Jørgen Roos
Manuskript: Palle Koch
Fotografer: Rolf Rønne og Jørgen Roos
Speaker Viggo Clausen

Fakta

Kategori
Dokumentarfilm

Instruktør
Jørgen Roos

Udgivelsesår
1966

Produktionsselskab
Minerva Film

Rekvirent
Ministeriernes Filmudvalg

Varighed og format
30 min., farve, tone

Filmens program