Om filmen

Kunstneren Henry Heerups have i Rødovre er samtidig hans atelier. Her maler han om sommeren, hugger skulpturer om vinteren. Haven består af fugle, labyrinter af skrammel til skraldemodeller, billeder til blegning, skure, ukrudt, soltørrede lænestole, monumenter, huggepladser og af og til: børn og gæster. I stedet for blomster: tusinder af skulpturer, en botanisk have af skraldebøtter, sokler, pinde og gadefliser. Her laver Heerup kaffe, synger, betragter - og spiller fløjte. Her fortæller han og rigger sin cykel til, til turene efter fundne og stjålne sten. Her siver efteråret gennem gamle fotografier og rustne cykelhjul, og sommeren tørrer endnu en gang de store lænestole. Med haven som udgangspunkt rejser vi med Heerup (på cykel) til Bellevue, til barndommens kvarter på Nørrebro.

I filmen er handlingen årets gang i denne underfulde verden - ikke kronologisk gengivet fra årstid til årstid, men under eet, som et tidsforløb, der gentager sig, som en hel harmonisk rytme svarende til Heerups egen - med hans improviserede kommentarer til vejr og vind og kunst og liv som en underliggende ledsagestemme, der giver portrættet liv og dybde.

”Jens Jørgen Thorsen var del af en betydningsfuld dansk gruppe med tilholdssted i Sverige, samlet omkring Jørgen Nashs Drakabygget, der blev oprettet i 1960 som decenter for Internationale Situationisters skandinaviske sektion. (…) Drakabygget var et inspirerende, multikunstnerisk sted, hvor blandt andre Jens Jørgen Thorsen optog sine første film, sammen med Jørgen Leth og Ole John. Man arrangerede filmfestivaler med eksperimentalfilm, hvis formål det var at ”bekæmpe kommercialiseringen og statsdirigeringen af filmkunsten. Vi ønsker at bidrage til skabelsen af et bedre åndeligt klima, der giver filmkunstneren mulighed for at skabe film som er anderledes, film som nedbryder moralfordomme og anæmiske grænser mellem liv og kunst. Vi hylder det principielle i trialektikken: Filmskaberen som professionel amatør”. (H. Krarup og C. Nørrested: 'Eksperimentalfilm i Danmark', s. 38. Borgen 1986).

Credits