Om filmen

En rapport om alderdom, om gamle på institutioner. En film, som rejser mange spørgsmål om vort (omverdenens) forhold til vore gamle, om deres vilkår. En film, som også i sin form prøver på at give udtryk for vort dobbeltbundede syn på det at blive gammel.

Morten Piil skrev i Information 1/9 1971 i forbindelse med filmens premiere i Kino Valde: ”Filmen kan på overfladen tage sig ud som en debatfilm, men er i virkeligheden en poetisk refleksion over begrebet alderdom, set fra de unges synsvinkel. (…) Filmen virker stærkest i sin understregning af den frygt for alderdommen, der – således som Villy Sørensen påpeger det i et lynende vittigt og skarpt indlæg – er temmelig paradoksal i et samfund, hvor de fleste slider som bæster for at sikre sig en strålende fremtid. I en række meget suggestive optagelser skildres alderdommen som en ny barndom, en mere eller mindre lallende senilitet. De gamle samles i børnehavelignende hjem, gør gymnastik som skolebørn og citerer triumferende gamle, aldrig glemte skoleremser og søger tilflugt i en barnetro på en altforstående Gud. Og ved gennem direkte spørgsmål hele tiden at sætte alderdommens uhygge i forbindelse med tilskueren selv og det omsorgsbevidste samfund lykkes det virkelig Ole Roos og Charlotte Strandgaard at påpege, at ”det gælder om at skabe et mere dybtgående forhold mellem os og de gamle, eller med andre ord mellem os og os selv som gamle”, som de selv udtrykker det.

Forfatteren og lægen Tage Voss skrev i Ekstrabladet 8/9 1971 i sin positive anmeldelse af filmen om Kino Valde: ”Kender De Kino Valde? Det er i egentlig forstand en undergrundsbiograf – beliggende nemlig nede ved toiletterne under Dagmar Bio. (…) Kino Valde spiller sine egne film i tiden fra de bestilte billetter og til Dagmars forestilling begynder. Den spiller unge engagerede kortfilm, eksperimenter med mediet, indlæg i den aktuelle debat og udtrykker dermed hvad en yngre generation ønsker at bruge filmen til – samt hvad de tænker og føler over for den virkelighed, vi står midt i. (..) Straks ser vi mediet blomstre, og små frugter modnes – den smukkeste demonstration af rigtigheden i den politik, der ønsker kunstfondsmidler placeret i produktion og ikke i producenter.”  

Credits