Om filmen

I julen 1974 gennemførte teatergruppen Solvognen en happening, hvor ’julemænd’ bl.a. invaderede et stormagasin og delte gaver ud fra hylderne, angreb Arbejdsrettens bygning m.m. Happeningens formål var at konfrontere eventyret om Julemanden med den aktuelle politiske virkelighed i dagens Danmark. Den følgende jul udsendtes denne film baseret på et stort antal optagelser af begivenhederne. De samme politiske kredse, som tidligere havde kritiseret den offentlige støtte til Solvognen, var også utilfredse med, at Statens Filmcentral skulle distribuere denne film.

'Dejlig er den himmel blå' er en filmet gadeteaterforestilling, kendt som ’Julemandshæren’. I Kulturministeriets kulturkanon indgår denne aktion med Kanonudvalget begrundelse: "I 1974 gennemfører den Christianiabaserede teatergruppe Solvognen en 8 dage lang aktion mod arbejdsløsheden. Julemandshæren, kalder de den. Ikke bare fordi den løber af stabelen i dagene op mod jul, men fordi den tager afstand fra den kapitalistiske juls konsumterror. Julen som superborgerligt ritual og følelsesmæssig skuffelse. Forklædt som julemænd uddeler de medvirkende historiebøger til skoleelever, synger for de gamle på plejehjemmene, og på Politigården forærer de beredskabsstyrelsen en juleplatte. Men så er julemanden færdig med at være sød og rar. Nu skal det være alvor, og julemændene beslutter sig for at gå i flæsket på den amerikanske bilfabrik General Motors, der netop har besluttet at nedlægge virksomheden i Danmark, hvor arbejdslønnen er for høj. Da den hvidskæggede hær pludselig dukker op i Magasin og begynder at forære varerne bort, går aktionen i dialog med hele befolkningen. “Glædelig jul”, råber de “I dag er der ingen, der skal betale.” Børnene græder ved synet af julemændene, der bliver ført bort i salatfade, og de sidste insisterende julemænd går i banken, hvor de forsøger at optage et lån på 50 mio. kroner. De kræver kapital til folkets behov.

Smilet i København stivner, efterhånden som Julemandshæren viser sit sande ansigt: Aktivisme på grænsen mellem civil ulydighed og teater. Det aktivistiske teater er antitesen til det normale teater, idet gentagelsen og indøvelsen er en del af teatrets kunstige virkelighed. Med andre ord er det konservative element uløseligt forbundet med teaterkunsten. Julemandshæren forsøgte at sprænge disse æstetiske rammer, og det er for dette snigangreb, vi her hylder dem”.

I en artikel samme sted skriver Lone Nyhuus, tidligere danser og koreograf og medarbejder på Teatermagasinet på P2: (…) "Det vigtigste var ikke, om vi havde ret; det vigtigste er, at vi argumenterede på en ny måde," skriver Nina Rasmussen, der var med til at starte teatergruppen Solvognen i 1969.

Solvognen havde hjemsted på Fristaden Christiania. Teatergruppen ønskede at skabe politisk aktionsteater via humoristisk og fredeligt udførte protester. De var blandt andet rettet mod stigende mælkepriser, det imperialistiske USA's undertrykkelse af den oprindelige befolkning (aktionen Wounded Knee) og NATOs eksistens (aktionen Natohæren) - samt ikke mindst: kommercialiseringen og småborgerliggørelsen af julen. Det er her, julemandshæren går i aktion.

Er det teater?!

Solvognen, der blev nedlagt i 1983, spillede med i virkeligheden, og virkeligheden spillede med i Solvognens teater. Når de 100 røde julemænd drog ud i Københavns gader, var alle 100 opsat på at "spille rollen" som den naive julemand, der tror på glæden og godheden. Når de stødte sammen med politiet, blev anholdt af dem, blev lagt i håndjern, var det, fordi politimændene lige så troligt spillede deres roller. Alle sammen.

Den ugelange forestilling fik et endnu længere efterspil. I landets aviser rasede der i månederne efter en heftig debat. Om ytringsfrihed (og grænser for samme), om demokratiets almene tilstand, om teater - og definitionen af samme. For er det teater, når 100 julemænd går ind i Magasin og deler gaver ud? Solvognen mente ja”. (Se mere i Kulturkanonen)

En tidligere ’julemand i julemandshæren’ skriver på sin hjemmeside (www.rafn.it): ”Alle julemænd blev anholdt og sigtet for gadeuorden. I den efterfølgende retssag blev alle anklagepunkter tilbagevist bortset fra de sidste ord i politivedtægten i København. Politivedtægten omhandler forbud mod sang og højrøstet tale på offentlig sti og vej og lignende. Med andre ord, vi blev dømt for at have overtrådt "og lignende". Vi blev alle dømt kollektivt 200 kr. i bøde, subsidiært 2 dage i fængsel. Det skal som et kuriosum nævnes at Solvognen modtog 20.000 kr. i støtte fra Kulturministeriet til forestillingen. Pengene blev brugt til at betale bøder.”

Statens Filmcentral blev som nævnt ovenfor kritiseret for at tage filmen i distribution, men også ’brugerne’, dvs. undervisningsmiljøet, fik julesmåkagen i den gale hals under decemberhyggen med eleverne. En lærerinde fra Agger Skole beliggende Vesterhavsvej i Vestervig beklagede sig over, at filmen i kataloget var opført under ’juletraditioner’. ”Hvad ligner det?”. SFCs programredaktør svarer: (…) ”Hvor gamle og debat-motiverede børnene i Aggerskole er, ved vi her i huset ikke noget om men synes på den anden side heller ikke, at de behøver at være ret gamle for med udgangspunkt i netop denne film at kunne komme i gang med en meningsfuld snak om den forretningsmæssige udnyttelse af julen. Det er klart, at dette misforhold ikke stikker i øjnene med samme styrke i Agger som i en storby, men vi fornemmer vel alligevel alle et misforhold mellem det julen er blevet og så historien om Jesusbarnet i staldens halm?”.

Credits