Om filmen

Det er øjet der ser – det ser fortiden og ser ind i fremtiden.
Øjet åbner for et rum i hjernevælvets labyrint.
Ser en borg i det fjerne, hvor jeg engang boede.
På vandet flyder en tømmerflåde. Vandet er mørkt og gyldent.
Dronningen står og maler på tømmerflådens sejl. 
Hun maler den røde krop, som føder endnu en rød krop. 
Dronningens kåbe er dækket af blomsterbroderier. 
Flyvende tanker, det glitrende vand, penslens strøg
væver sig ind i hinanden i et gobelinagtigt billede.
Dronningen maler sit hedeste ønske på tømmerflådens sejl,
at føde sin datters røde krop – det var også mit ønske:
”Jeg ønsked’ mig en datter så rød som blod, så hvid som sne
og så sort som ibenholt”, hvisker det fra vandet 
– og datteren svømmer, som nyfødt, nøgen rundt i vandet,
ombølget af Najadernes skæve sang. 
Min lyse datters øjne ser ind i det næste rum.

"Sådan indleder Ursula Reuter Christiansen sin film, 'Den røde skov', 15 år efter 'Skarpretteren', og igen arbejder hun med dramatiske, allegoriske og eventyrprægede elementer i tableauer og symbolladede scenerier. I 'Skarpretteren' er det feministiske perspektiv kvindens rolle som moder til sit første, nyfødte barn, og igen i 'Den røde skov' bearbejder hun mor-datter-forholdet, men i perspektiv af pubertetens opgør med barndommen.

'Den røde skov' og 'Skarpretteren' er begge eksempler på kvindefilm, der med en symbolsk fortælleform nærmer sig et kvindeæstetisk formsprog, udsprunget af de kvindelige billedkunstneres bevidstgørelse af den nye kvindekamp.

”Med ”kvindebevægelsens opståen forandres tingene”, fortsætter Ursula Reuter. Hun får ny ”indsigt i historiske sammenhænge” og en ny solidaritet ”med kvinder, der levede og måtte arbejde under samme vilkår som jeg”. De vilkår f.eks., ”man skulle arbejde under, når man var blevet gift, havde en stor husholdning og børn. Kunstneriske ambitioner var skrumpet ind. Nu gjaldt det kun om at overleve som selvstændigt individ. Ikke at blive slugt med hud og hår af familien”. Det kræver, at idealet om ”Opofrelsen frem for alt, måtte vendes til selvstændighed.”” (fra Tania Ørum, 'De eksperimenterende tressere' s. 638, Gyldendal 2009)

"Ursula Reuter Christiansens stil adskiller sig fra 70’erne og 80’ernes mere konkrete, politiserende dokumentarfilm, og modtagelsen af 'Skarpretteren' er symptomatisk for de forventninger til handlingsanvisning og politisering, som herskede i de første år af den ny kvindekamp. Da filmen blev vist i Berlin i 1974 blev den ifølge Ursula Reuter hujet ud som værende for lidt politisk. ”Efter den oplevelse viste jeg ikke filmen i mange år. Jeg ser den nu mere som abstrakt end som konkret kvindefilm.”" (fra interview med forfatterne, Helge Krarup og Carl Nørrested, i 'Eksperimentalfilm i Danmark' s. 111, Borgen 1983).

Credits