I marts og april sætter Cinemateket fokus på stærke kvinder og kvindefortællinger. Programmet byder på film, der giver stemme til kvindefrigørende bevægelser, nyskabende historiefortællere både foran- og bag kameraet, samt en stribe film, der sætter spot på tidligere tabubelagte emner i kvindelivet.
Kvindefilm på kampdagen
Den 8. marts udfolder Cinemateket kvindekampdagen på det store lærred.
Kl. 19.00 vises Max Ophüls ’Halvt Uskyldig’ fra 1943, historien om en skuespillerinde, der opnår berømmelse på bekostning af sit eget liv, i en film der usentimentalt stiller sig anklagende over for et mandsdomineret samfund.
Kl. 21.00 præsenterer Cinemateket i dagens anledning en særlig gæst ved visningen af ’Standing on their shoulders’ fra 2018 af den sydafrikanske instruktør Xoliswa Sithole. Filmen hylder de glemte generationer af kvinder, der gennem tiden og fortsat i dag bekæmpet race-, klasse- og kønsdiskrimination.
Kl. 21.30 vises Sundance-hittet 'Skate Kitchen', om et all-girl skater crew fra New York, der finder et rum i en ellers mandedomineret kultur. Filmstart kl. 21:30 - Asta Bar er åben fra kl. 20.00.
Indiske film nedbryder tabuer om kvindeliv
Kvindefrigørelse på Marathi (6 film og events) 1.-14. marts.
I første halvdel af marts er der fokus på kvindefrigørelse i indisk film. Traditionelle kønsroller udfordres i disse år også i hinifilm (Bollywood) og i den meget mindre regionale marathi-filmindustri, der også har hjemsted i Mumbai. Seks udvalgte marathi-film tematiserer i denne serie tidligere tabubelagte emner i kvindelivet, og viser hvordan filmmediet kan være med til at rykke ved grænserne i debatten om ligestilling, mangfoldighed og samfundsværdier.
Kvindelige fortællere og fortællinger
Max Ophüls – den kvindelige synsvinkel (7 film og events) 2. marts-27. april.
Den tysk-franske instruktør har i næsten alle sine film en kvinde i centrum og kredser om den kvindelige bevidsthed.
Kira Muratova – gådefuld ukrainsk poesi (5 film og events) 2. marts-30. april.
Serien byder på en samling af Kira Muratovas poetiske film med fokus på individet og intime fortællinger om kvinder og relationer i det sovjetiske og postsovjetiske samfund.
Elena Ferrante – kvindeliv i Napoli (6 film og events) 16. marts-30. april.
Serien sætter fokus på forfatteren Ferrante, hvis romaner kredser om både nære temaer som venskab, kvindeliv samt større samfundstematikker som social ulighed og kvindeundertrykkelse.