47 børn fra 10 til 15 år placeres udendørs på en tilgroet byggegrund i København i 10 uger. Sammen skal de opbygge et nyt, utopisk samfund. Det er rammerne for det eksperiment, instruktør Phie Ambo har dokumenteret i filmen 'Genopdagelsen', som har premiere i hovedkonkurrencen på CPH:DOX. Filmen viser både, hvordan børnene boltrer sig i naturen med at bygge huler og slikke på bark, og hvordan de slås om territorier og forhandler fælles demokratiske spilleregler.
"Jeg var interesseret i, hvordan børn taler sammen og løser problemer, når de voksne ikke er der," fortæller Phie Ambo.
I begyndelsen ser vi børnene kæmpe om huler - hvem der har ret til hvilket område, og hvem der må komme ind i hinandens huler - mens filmen slutter med to pigers omfattende diskussion af minisamfundets pengesystem.
"Det var sjovt at se udviklingen, fordi eksperimentet på 10 uger udfoldede sig fra hulemennesker til civilisation. Og det interessante er, at børnene selv fandt ud af at løse problemerne. Min fornemmelse var, at hvis der var kommet en voksen, der fx havde sagt, at alle skulle være i hulen, så var kampen fortsat. Men fordi børnene fik tid og rum til at leve processerne igennem, kom de over på den anden side af sig selv og fandt frem til nogle regler."
Måske nogle lidt alternative regler i forhold til, hvad voksensamfundet ville tolerere. Man må fx gerne slå, bare ikke med spidse pinde og ikke for hårdt i hovedet, vedtager børnene i en demokratisk rundkreds.
Mennesket og naturen
'Genopdagelsen' er Phie Ambos anden ud af tre film om menneskets relation til naturen. 'Så Meget Godt i Vente' fra 2014 følger den biodynamiske landmand Niels Stokholms kamp mod autoriteterne. Og så er hun netop begyndt at optage en film om naturgenopretning af et kæmpe område i Hammer Bakker, hvor død nåleskov omdannes til løvfældende lysåben skov..
"De tre film handler om, hvordan vi mennesker kan ændre vores visualisering, så vi ser os selv som et led i en kæde, hvor alt skal harmonere, frem for toppen af en pyramide, hvor vi dominerer alle arter nedadtil," fortæller hun.
Filmene er hendes bidrag til klimakampen, som hun er stærkt optaget af. Ambos teori er, at hvis vi genopretter forbindelsen til naturen, vil vi instinktivt passe bedre på den. Og måske er kunsten en vej at gå?
"Jeg kan se, at vi mennesker ikke handler rationelt. Så havde vi ikke stået i klimalort til ørerne. Så havde vi stoppet vores sindssyge forbrug og lyttet til forskerne, der har sagt det samme i 30 år. Det har ikke virket at præsentere tabeller, grafer og landkort med smeltende isflader. Vi gør, hvad vi er vant til, hvad vores venner gør og hvad, vi synes er sanseligt attraktivt," fastslår Ambo.
Sanselige modbilleder
Derfor, spekulerer hun, er det måske muligt netop at ramme folk gennem sanserne.
"Måske kan kunsten skabe attraktive modbilleder, som kan nudge folk i en anden retning. En sanselig, kunstnerisk oplevelse kan måske åbne det lille sted i os, som vi alle sammen har som mennesker. Jeg vil virkelig ønske, at jeg kan være med til at genskabe forbindelsen til naturen, og jeg ved, at vi har længslen i os. Hver gang kirsebærtræerne blomstrer på kirkegårdene, vælter folk ud af lejlighederne, og ved den mindste solstråle er det ned på Amager Strand," siger Phie Ambo.
Af den grund fokuserer hun i sine film på at skabe dragende billeder af naturen, der taler til vores urlængsel. Hun forstår godt den vrede, som klimakrisen vækker i mange, inklusive hendes mand, tegner og instruktør Anders Morgenthaler, som er gået indigneret ind i klimadebatten. Og kan også selv blive ramt af den. Men både for sin egen mentale sundheds skyld og som samfundsmæssig strategi vælger hun at fortælle om mennesker, der skaber positiv forandring.
"Jeg har ikke lyst til at lave skræmmefilm, selvom der selvfølgelig er nogle, der skal fortælle dystopierne om, hvordan det industrielle landbrug behandler dyrene. Men jeg bliver for sårbar af at kigge for meget ned i dybet, så jeg prøver at kigge mod horisonten den vej, jeg gerne vil gå. Jeg tror på, at det vi peger vores kamera mod, vokser, hvad enten det er vrede eller glæde. Så i stedet for at pege på alt det, der er galt, vil jeg gerne pege på utopierne. På den måde kan du kalde mig en soft-klimaaktivist."
Fælles om den grønne omstilling
Under den paraply hører også Phie Ambos arbejde med Den Grønne Friskole, som 'Genopdagelsen' er optaget på, og som hun var med til at stifte i 2014 ud fra et ønske om at give børn praktiske redskaber til at håndtere klimaforandringerne og mulighed for at forstå naturen gennem deres sanser. Og for at skabe en ramme, hvor børn og voksne i fællesskab arbejder for en grøn omstilling - i stedet for at lade de unge stå alene med ansvar og klimaangst, som mange unge føler, at de er nødt til i dag og derfor går på barrikaderne.
"Jeg er helt med de unge, jeg synes bare, at det er tarveligt, at der ikke er nogen voksne, der har deres ryg," siger Ambo.
Hun refererer til et nyt forskningsstudie fra Aarhus Universitet, der viser, at børn, der er vokset op i grønne omgivelser, har op til 55 procent mindre risiko for at udvikle en psykisk lidelse. Og at WHO vurderer, at den mest udbredte sygdom i 2020 vil være depression.
"Jeg tror, det hænger sammen med, at vi har kuppet os inde i små kunstige bobler. Ved at det grønne bliver luet ud af bymiljøet, luer man os mennesker ud af en fortælling, der er større end os selv."
'Genopdagelsen' er produceret af Malene Flindt Pedersen for Hansen & Pedersen Film og Fjernsyn og Viola-Lucia Film med støtte fra Det Danske Filminstitut. Filmen får verdenspremiere i hovedkonkurrencen på CPH:DOX. Se visningstidspunkter og bestil billetter.