Når en instruktør spørger visuel effekt-designeren Peter Hjorth, om han kan udføre en bestemt effekt, svarer han altid: "Jeg kan lave alt." Det er bare et spørgsmål om tid og penge. Men netop derfor springer han heller ikke ukritisk til alle ideer.
"Jeg kan godt finde på at spørge instruktøren, om effekten virkelig er nødvendig, og hvad den kunstneriske tanke bag er. Men det værste, der kan ske, er at jeg selv bliver imponeret over alt det fede, man kan med en computer. Det kommer der nemlig nogle lidt flade film ud af, synes jeg," siger Hjorth, der i titlen som VFX-supervisor er tilknyttet en produktion fra udvikling til efterarbejde som kunstnerisk ansvarlig for de visuelle effekter.
Den 48-årige effektmager ser det som sin fineste opgave at understøtte instruktørens vision og at sørge for, at pengene bliver brugt på det rigtige. Den strategi har gjort ham til en efterspurgt VFX-supervisor i dansk film og på europæiske arthouseproduktioner.
Efter en start med videoefterarbejde i tv- og reklamebranchen i 1990'erne har Peter Hjorth arbejdet fast sammen med Lars von Trier siden 'Dancer in the Dark' fra 2000 foruden andre prominente danske instruktører som Thomas Vinterberg, Anders Thomas Jensen, Susanne Bier, Nikolaj Arcel og Nicolas Winding Refn.
Sidste år modtog han en European Film Award for Ali Abbasis svensk-danske 'Grænse', og i disse dage lægger han sidste hånd på Lorcan Finnegans irsk-belgisk-danske sci-fi-thriller 'Vivarium', der har verdenspremiere i Critics' Week i Cannes. Filmen er støttet via Filminstituttets ordning for koproduktioner.
Balancen mellem det kunstige og naturlige
Arbejdet med 'Vivarium' beskriver han som "virkelig svært", fordi filmen foregår i et konstrueret univers, hvor et ungt par, spillet af Jesse Eisenberg og Imogen Poots, bliver fanget i et nyopført og fremmedartet boligkompleks.
"At skabe noget, der ser lidt kunstigt ud, er nærmest det værste, man kan bede en visuel effekt-supervisor om. Især når man, som jeg, går så meget op i at få effekterne til at se naturlige ud. Det har været svært at ramme balancen – at være i et kunstigt univers, uden at det ligner et computerspil," siger han. Sammen med filmens scenograf Philip Murphy og hele det visuelle team har han blandt andet nørklet med, hvor patinerede husene skulle være, og fået malet detaljer på græsplænen for at få det kunstige græs til at se mere ægte ud.
Det arbejde er et eksempel på, hvorfor det er vigtigt for Hjorth at deltage tidligt i processen, så han fx kunne være med til at vurdere, hvor mange huse det kunne betale sig at bygge frem for at kopiere dem i computeren. Selvom "computeren kan alt" i dag, lægger Hjorth vægt på at komme så langt som muligt fysisk med effekterne.
"I 'Vivarium' har vi fx en scene, hvor fortovet løfter sig. Når man læser manuskriptet, tænker man umiddelbart, at det hele bliver computergenereret, for hvordan bøjer man beton? Men så fandt vi ud af, at vi kunne støbe latexgummi og løfte det med en wire. Så har vi i efterarbejdet tilført lidt revner og støv, så det ser tørt og hårdt ud. Og jeg har lavet ekstraoptagelser med noget slim på en blue-screen, som vi har lagt på i overgangen," siger Hjorth.
Også med de computergenererede billeder bygger Hjorth ofte en fysisk model op. Ved at tage beslutningerne under den konkrete konstruktion har holdet et mål, de kan arbejde mod, frem for at sidde og lave tingene om i computeren "tusind gange". "Hvis jeg bruger en dag på at nørde med noget asfalt, er det tit mere effektivt, end hvis der skal sidde et helt team og tvinge computeren til at lave asfalt, der ser rigtigt ud," forklarer han.
Hellere enkle midler frem for de nyeste effekter
Peter Hjorth foretrækker at arbejde på europæiske arthousefilm dels på grund af det flade hierarki og tætte samarbejde instruktøren, dels fordi han personligt holder af den type film og gerne vil være med til at forløse instruktørens idé bedst muligt – gerne med enkle midler frem for med de nyeste effekter.
Han kan godt lide det kreative arbejde med at få ressourcerne til at passe med den kunstneriske vision og er ikke bleg for at udfordre instruktøren og få vedkommende til at forklare, hvad der er meningen med en given effekt.
"Jeg tror, det er en fordel for mig, når jeg arbejder internationalt, at jeg ikke bare parerer ordrer, for jeg synes i virkeligheden, det er mere respektfuldt at sige, hvad man som specialist tænker, end at sige javel og på den måde lade instruktøren sejle sin egen sø," siger han.
Hjorth lægger i det hele taget vægt på det store billede frem for at fortabe sig i detaljer, for her er der noget at vinde for arthousefilm.
"Jeg gør en dyd ud af at lade nogle ting ligge. Der er ingen grund til at bruge penge på et hjørne, som ingen kigger på. Så kan vi i stedet få flere skud ind i filmen. Det giver i sidste ende publikum en bedre oplevelse. Måske er der et par steder, der ser mærkelige ud, hvis man kører filmen igennem frame for frame, men jeg er tilfreds, hvis filmen i sidste ende fungerer for publikum."
Hvis publikum ovenikøbet går ud med en ny erkendelse eller tanke, kan han ikke ønske sig mere.
"Det er meningsfuldt at bruge alt det fantastiske, vi kan visuelt, til at skabe film, der ændrer noget i publikum. Det er for mig hele grunden til at lave film. Den passion deler alle de mennesker, jeg arbejder sammen med. Dem, som jeg arbejder tættest med, synes så tilmed, at det er sjovt at sidde og skrue på knapperne for at få noget umuligt til at virke og skabe magi."