Lisa Jespersen debuterer med humoristisk drama

I PRODUKTION. Filminstruktør Lisa Jespersen er netop gået i gang med optagelserne til ’Hvor kragerne vender’ – en fortælling om, at vi ikke kan løbe fra vores fortid, og hvor vi kommer fra.

Optagelserne til ’Hvor kragerne vender’ er påbegyndt, og det er Lisa Jespersens første spillefilm som både instruktør og manuskriptforfatter. Lisa Jespersen har skrevet manuskriptet sammen med Sara Isabella Jønsson. 

’Hvor kragerne vender’ er et humoristisk drama om den unge kvinde Laura, der har taget afstand til sin familie på landet for at slå sig ned som forfatter i København og leve det kunstneriske bohemeliv, hun tror, hun drømmer om. Men da hun nødtvungent rejser tilbage til sin hjemstavn for at deltage i sin brors bryllup, indser hun, at han er ved at gifte sig med hendes barndomsfjende Catrine. Det går samtidig op for Laura, at Catrine reelt har overtaget hendes plads i familien – og måske vil hun gerne have den tilbage…

Filmens hovedrolle Laura spilles af Rosalinde Mynster. Rollelisten består yderligere af Bodil Jørgensen, Jens Jørn Spottag, Anne Sofie Wanstrup, Thomas Hwan, Adam Ild Rohweder og Jesper Groth. 

Daniel Mühlendorp producerer for Hyæne Film, der stod bag Ulaa Salims debutfilm 'Danmarks sønner' tidligere i år. ’Hvor kragerne vender’ er støttet af New Danish Screen, Filminstituttets ordning for nye talenter.

Filmen har forventet biografpremiere i efteråret 2020.