Den syriske instruktør Feras Fayyad rejste i 2017 rundt på festivaler med sin roste – og siden Oscar-nominerede – dansk-støttede dokumentar 'De sidste mænd i Aleppo'. På Berlin Filmfestivalen mødte han producer Kirstine Barfod, og han introducerede hende til de klip med den unge syriske læge Dr. Amani, som han havde lagret på sin telefon.
"Det var en historie om en kvindelig karakter, der kæmper mod stereotyper, og som aktivt handler for at ændre sine omgivelser. Dr. Armani inspirerede de andre kvinder til at komme og arbejde med hende på det underjordiske hospital. Det var en historie, som vi og vores selskab virkelig kunne relatere os til."
Sådan kommenterer Kirstine Barfod fra Danish Documentary Production tilblivelsen af 'The Cave' i et engelsk interview med Feras Fayyad, hvor instruktøren fortæller om kontakten til det danske producerhold, der også tæller Sigrid Dyekjær, om mødet med filmens kraftfulde midtpunkt, den 29-årige Dr. Amani, og om at give stemme til kvinder og deres krav på ligestilling og respekt.
Læs hele interviewet på engelsk.
'The Cave' har premiere på Toronto Filmfestival, der løber fra 5. til 15. september, og har fået den særlige ære at åbne festivalens sektion for dokumentarfilm.