Når Tokyo Filmfestival løber af stablen 28. oktober, er det med Frelle Petersens anden spillefilm, 'Onkel', i konkurrence. Filmen er en virkelighedsnær skildring af landbrugslivet på en afsidesliggende gård i Sønderjylland.
I dramaet følger vi Kris på 27, der er yderst beskyttende over for sin halvinvalide onkel, med hvem hun driver et mindre landbrug. De har et nært forhold, selvom de tilbringer det meste af tiden i tavshed. Da hun udvikler et venskab med den snakkesalige dyrlæge Johannes, opdager hun langsomt, at der er et liv uden for gården. Her møder hun den unge Mike, som ser lige igennem hendes reserverede personlighed.
Frelle Petersen har ønsket at give sin film en høj grad af autenticitet. Han er selv vokset op i Sønderjylland og vil skildre miljøet, som han kender det. Derfor boede han også på gården, hvor filmen er optaget, både under skriveprocessen og under selve optagelserne.
"Mit mål var at ramme miljøet, karaktererne og dialekten fra det sønderjyske landbrug så præcist som muligt. Derfor har jeg castet sønderjyder i en radius af kun 15 kilometer, og vi har stort set ikke lavet scenografiske ændringer i rummene, staldene og områderne. Jeg ville være så tro mod virkeligheden som overhovedet muligt for at skabe, hvad der snart kan betegnes som et historisk portræt af en type landbrug, der snart ikke eksisterer længere," siger Petersen.
Peter H. Tygesen, der debuterer som skuespiller i rollen som onklen, er født og opvokset på gården, og han er også i virkeligheden onkel til Jette Søndergaard, der spiller Kris.
Rollen som niecen er Søndergaards anden filmrolle. Hun spiller med i Petersens debutfilm 'Hundeliv', der var udtaget til Seattle Filmfestival og nomineret til en Bodil. Ole Caspersen, der spiller Johannes, og som faktisk selv er dyrlæge, debuterer også som skuespiller.
Møde med japansk publikum
Frelle Petersen ser frem til at vise filmen for et japansk publikum, som har mere til fælles med en sønderjysk familie, end man måske umiddelbart ville tro, siger instruktøren.
"Jeg tror, at det japanske publikum vil være interesseret i filmen af flere årsager: Jeg kan forstå, at mange voksne børn i Japan tager sig af deres forældre, når de er blevet ældre. 'Onkel' handler netop om en ung kvinde, der tager sig af sin slidte onkel og forsøger at balancere det med egne drømme og ambitioner. Det er samtidig en film, der fortæller om det menneskelige dilemma i sit helt eget tempo.
Derudover er 'Onkel' et meget specifikt portræt af det sønderjyske landbrug, som måske aldrig før er set på film. Og ligesom i Danmark har Japan gennem tiden oplevet, at landbruget er gået fra at være landets primære erhverv til kun at udgøre en mindre procentdel."
"Jeg glæder mig enormt meget til at møde publikum og høre, hvad de mener. Det er den bedste oplevelse ved at lave film," siger Petersen.
'Onkel' får dansk premiere herhjemme 14. november, og kort inden da konkurrerer den om Politikens Talentpris under CPH PIX Weekend fra 13. november.