Sigrid Dyekjær har som producer stået bag en lang række prisvindere og populære titler inden for den kreative dokumentarfilm, film som Eva Mulvads 'Det gode liv', Phie Ambos 'Free the Mind', Anne Wivels 'Svend', Mikala Kroghs 'Ekstra Bladet – uden for citat' og senest Feras Fayyads 'The Cave', som vandt en eftertragtet publikumspris på filmfestivalen i Toronto.
Filmene er produceret i Danish Documentary, et instruktørdrevet produktionsselskab, som Dyekjær siden 2007 har været medejer af. I dag står hun i spidsen for selskabet sammen med instruktørerne Eva Mulvad, Mikala Krogh og Pernille Rose Grønkjær.
Nye film på vej til det danske publikum er Eva Mulvads flygtningekærlighedshistorie 'Love Child', der ligesom 'The Cave' havde premiere i Toronto, og Jørgen Leths filmiske testamente 'I Walk'. Selskabet har også medvirket som koproducenter på film af prominente instruktører som Ulrich Seidl ('Safari'), Viktor Kossakovsky ('Aquarela') og Lauren Greenfield ('The Kingmaker').
Sigrid Dyekjær fyldte 50 år den 28. september og kan samtidig fejre sit 20-års jubilæum som filmproducer. I den anledning har vi talt med Dyekjær om hendes producervirke gennem fem film, som har haft særlig betydning for hendes karriere.
'The Monastery'. Foto: Frej Pries Schmedes
'The Monastery', Pernille Rose Grønkjær, 2006
"Den første film, jeg producerede, var Mikala Krogh og Sidse Stausholms 'Omveje til frihed' fra 2001, og den blev udtaget til IDFA. Men dengang forstod jeg ikke branchen eller min egen rolle. Som årene gik, begyndte jeg at forstå, hvad det betyder at få filmene på festivaler.
'The Monastery' var mit første vigtige møde med den internationale branche. Filmen vandt hovedprisen på IDFA og over 80 priser i verden.
Mikala Krogh og jeg mødte Pernille, da hun allerede havde filmet i mange år, men ikke kunnet få støtte fra hverken Filminstituttet eller tv-stationerne. At tage hånd om et projekt, der hverken havde et hjem eller en økonomi, få det på skinner og så ende med at vinde hovedkonkurrencen på verdens største dokumentarfilmfestival – det var helt fantastisk, og det blev skelsættende for mig, vores firma og dansk dokumentarfilm.
Jeg kan godt lide de film, der er svære at producere. Hvor andre siger nej, men hvor jeg kan mærke, at det kan blive en god film, hvis jeg fx kan skaffe flere penge til at få de rigtige mennesker på produktionen – så vi kan nå det kreative niveau, som ligger i materialet. Den største succes for mig er helt klart at få de film op at flyve, som umiddelbart virker svære.
Jeg synes, at 'The Monastery' er en fantastisk fortælling om, hvad man vil bruge sit liv til, og hvad man vil efterlade, når man dør."
'Det gode liv'. Foto: Pedro Cláudio
'Det gode liv', Eva Mulvad, 2011
"Efter 'The Monastery' oprettede vi Danish Documentary. Vi vendte strukturen på produktionsudviklingen om ved at starte med at gå ud at filme og derefter beslutte, hvilke karakterer og hvilken historie i materialet der fungerer bedst til en film. Det giver nogle stærkt auteurdrevne film, hvor man kan mærke instruktøren bag kameraet.
'Det gode liv' er et godt eksempel på den form for film, som Danish Documentary har været bedst til at lave: romanagtige fortællinger, hvor karaktererne folder sig ud foran kameraet, og hvor de dybe fortællinger, der ligger gemt under de umiddelbare scener, efterhånden springer frem.
Filmen handler på det ydre plan om, hvad der sker, når man ikke længere har de midler, man tror, man har. Men på et tidspunkt løfter filmen sig op til en ikonisk fortælling om mødre og døtre gennem en relation, hvor forældrene har passet for meget på deres datter. Om det ansvar, man har som mor for at give slip, og som datter for at kæmpe for sin ret til at stå på egne ben og tage ansvar for sit eget liv."
'Something better to come'. Foto: DFI/Billed- & Plakatarkivet
'Børnene på Putins losseplads', Hanna Polak, 2014
"'Børnene på Putins losseplads' har lidt samme udspring som 'The Monastery' og 'Det gode liv', forstået på den måde, at en instruktør har kunnet mærke noget i en historie og har filmet i enormt lang tid. Da jeg mødte den polske instruktør Hanna Polak, havde hun allerede filmet i 11 år til historien. Hendes materiale gik i mange retninger, men havde en exceptionel kerne: Hun havde mødt pigen Yula, der boede på en losseplads uden for Moskva, da hun var 10 år, og var blevet ved med at vende tilbage og filme hende.
Hanna var langt i sit optageforløb, men havde ikke finansiering til at klippe og færdiggøre filmen. Jeg kastede mig ud i at finansiere den, og det lykkedes faktisk på forholdsvis kort tid. Filmen vandt juryens specialpris på IDFA og over 100 andre priser i verden.
I stil med Richard Linklaters 'Boyhood' følger vi en pige gennem 14 år, fra hun er 10, til hun er 24. Filmen starter samme år, som Putin bliver valgt, og lossepladsen spejler den politiske situation i Rusland."
'Ekstra bladet - uden for citat'. Foto: DFI/Billed- & Plakatarkivet
'Ekstra Bladet – uden for citat', Mikala Krogh, 2014
"En anden stor personlig succes var 'Ekstra Bladet – uden for citat'. Det er en meget dansk film om en dansk tabloidavis, som mange syntes bare skulle lande på tv, og som bestemt ikke skulle til udlandet, men som Mikala og jeg stædigt insisterede på at få i biografen og ud i verden.
Filmen solgte knap 15.000 billetter i biografen, hvilket er relativt meget for en dokumentar. Derudover kom den til udlandet på en række filmfestivaler og blev solgt til 10 lande. Nu har den sin anden turné, nemlig i Kina, hvor den er udgivet på Kinas største nyhedsdigitale platform. Så filmen havde altså et kunstnerisk niveau, der gjorde, at udlandet fik øjnene op for den. Det her med papiravisen, som er lukningstruet på grund af manglende indtjening, er bestemt ikke kun et dansk fænomen.
Den var svær at filme, for Ekstra Bladet er et lukket sted. Men det lykkedes, fordi chefredaktørerne Poul Madsen og Karen Bro var så modige at lukke os ind, og de turde stå ved den beslutning, selvom mediebranchen generelt var rystede over det. Det var også udfordrende at skabe en film, hvor publikum faktisk føler noget for journalisterne på Ekstra Bladet, som folk virkelig elsker at hade. Jeg er stolt af filmen, fordi den fortæller en historie om avisernes og journalisternes fremtid, som er vigtig for vores demokrati."
'The cave'. Foto: DFI/Billed- & Plakatarkivet
'The Cave', Feras Fayyad, 2019
"'The Cave' foregår på et underjordisk hospital uden for Damaskus i et lukket område, som Assad bomber dagligt. Vi følger hospitalets demokratisk valgte leder, Armani, som midt i krigszonen kæmper en kamp for at redde mennesker og skabe en tro på en bedre fremtid samtidig med, at hun kæmper en modig kønskamp for at få samme rettigheder til uddannelse og karriere som vestlige kvinder. Det er en vigtig historie, også for Danmark, som jo i høj grad bliver påvirket af flygtningekrisen.
Jeg synes, at samarbejdet er lykkedes flot. Feras Fayyad kommer fra en radikalt anderledes kultur i Syrien, som vi har ønsket at støtte op om. Vi har med tiden lært at vise ydmyghed i samarbejdet med internationale instruktører. Vi lagde os fladt ned og respekterede, at han kom med sine egne traditioner og sit eget virke, som vi forsøgte at forstå og bakke op. Det er vigtigt for os, at man kan mærke instruktøren. Selvom film er et gruppearbejde, skal man kunne mærke instruktørens egoistiske projekt – ellers mangler man en fortæller i fortællingen.
Filmen er købt af National Geographic, som kører en Oscar-kampagne på den, så vi krydser fingre for, at den når i hvert fald lidt af vejen. Foreløbig er vores fokus at få så mange mennesker som muligt ind og se den."
Fremtiden ...
"Jeg har aldrig sat mig ned og sagt, at det og det skal jeg nå i mit liv. Det betyder, at jeg stadig kan overtales og forføres til at lave svære og skøre projekter, som ingen tror på.
Vi udkommer med en stor tv-dokumentarfilmserie om Scandinavian Star på DR til marts, som vi producerer sammen med Nordisk Film, og som Mikala Krogh instruerer. Det har været et stort og spændende projekt, hvor Nordisk Film har givet os flere muskler og muligheder for at sætte mange processer i gang på samme tid.
Jeg kunne godt tænke mig at fortsætte med at arbejde sammen med større fiktionshuse om dokumentariske fortællinger over mange afsnit, ligesom vi har set det inden for fiktion.
Det er dog ikke det at lave en større film eller vinde en Oscar bare for at kunne skrive det på papiret, der optager mig. Jeg er ikke drevet af slutresultatet, men af de daglige samarbejder og projekter. Når det endelige resultat lykkes, er det bare en ekstra appelsin i turbanen."
