"De fleste af jer beskæftiger jer med børn professionelt, så det er ikke breaking news, når jeg siger, at børns film og medievaner inden for de sidste syv til otte år har ændret sig fuldstændigt radikalt."
Sådan lyder åbningsordene, da Tine Fischer, direktør for BUSTER, skyder børnefilmfestivalens branchedag i gang i en biografsal spækket med indholdsskabere og andre fagprofessionelle.
Alle er kommet for at høre mere om det unge publikums "radikalt" nye medievaner og de udfordringer, der følger med. Og for virkelig at forstå de unges vaner og behov skal man huske at lytte til målgruppen selv, mener Tine Fischer.
Derfor er der reserveret VIP-pladser på salens første række til børn i forskellige aldersgrupper, som i løbet af dagen vil løfte sløret for deres digitale medievirkelighed.
Forældrene forstår ingenting
Først er det de helt unge, et panel bestående af børn i 8-10-årsalderen, der skal på scenen for at forklare salens mange voksne, hvad de foretager sig bag skærmene. Som forventet gør de det hurtigt klart, at det ikke ligefrem er flow-tv, der fylder mest i deres mediehverdag.
Emil på 8 år spiller Fortnite og ser videoer på YouTube, mens 10-årige Matine bruger alle sine lommepenge og mange af sine vågne timer på et onlinespil ved navn ’Horse Riding Tales’. Det samme gør sig gældende for hendes klassekammerat Laura, der desuden også er ret glad for at snakke med veninderne over Snapchat.
Selvom der er problemer med betalingsvægge og reklamer, giver børnene det overordnede indtryk, at deres online liv også har mange positive aspekter. Det er her, de bruger deres kreativitet og kan mødes med venner i forskellige interessefællesskaber.
Men det har deres forældre svært ved at forstå, siger Laura, der forgæves har prøvet at fortælle mor og far, hvad det er, der er så fedt ved at spille og mødes online.
"De forstår det slet ikke," siger hun. "De tror bare, det er noget bras. Min far siger altid til mig: Så, piger, nu må I ikke spille mere. Nu må I gå udenfor i det gode vejr."
Sikre online børnemiljøer
Men hvis det er svært at vriste børnene væk fra skærmen nu, så bliver det i fremtiden nok endnu sværere. Sådan lyder spådommen fra mediekonsulent Keld Reinicke, som er mødt op for at give et overblik over nye medie- og spiltjenester som Disney+ og Apple Arcade og for at udpege nogle af de udfordringer, der følger med børnenes digitale hverdag.
En af de store udfordringer er, som Reinicke ser det, at giganter som Google og Netflix hemmeligholder deres tal og gør det umuligt at gennemskue, hvor meget tid børn og unge egentlig bruger på Netflix og YouTube.
"Aldrig har vi vidst så meget, og aldrig har vi vidst så lidt," siger mediekonsulenten, der efterspørger en fælles, uafhængig børnemediedataindsamling, så politikere og alle andre kan blive klogere på markedet.
Samtidig ser han et problem i, at ikke alle har økonomisk mulighed for at benytte tjenesternes abonnementsordninger, hvor man betaler for at slippe for reklamer. "Det betyder, at der opstår større skel mellem rige og fattige, og at det er de fattige børn, der får reklamer," siger Reinicke, der opfordrer til større fokus på, hvordan vi sikrer "gode, reklamefri online børnemiljøer for alle – også for dem, der falder uden for speltsegmentet".
Vi skal være dér, hvor børnene er
Hvis man ikke kan lokke børnene væk fra skærmene, må man i stedet prøve at beskytte dem dér, hvor de befinder sig. Sådan lyder det sidste råd fra Reinicke, der opfordrer salens medieproducenter og støttekonsulenter til at "være dér, hvor børnene er, med public service".
Det råd følger de, med et vist forbehold, allerede på DR, fortæller kanalchef for DR Ultra og Ramasjang, Morten Skov Hansen, da han senere på dagen deltager i en paneldebat med Claus Ladegaard, direktør for Filminstituttet, og Stine Liv Johansen, formand for Medierådet for Børn og Unge.
Helt konkret står DR selv bag en YouTube-kanal, hvor de viser korte klip, der både kan stå alene og kan lokke børn og unge videre til mere indhold på DR's egne streamingtjenester.
"Vi bruger kanalen, men bevarer stadig en autonomi og en mulighed for at styre børnene ind i et sikkert, reklamefrit univers," fortæller Morten Skov Hansen.
DR's strategi møder opbakning hos Claus Ladegaard, der som de andre paneldeltagere er af den klare opfattelse, at der er meget andet end "bras og kattevideoer" at finde på YouTube.
Han taler derfor for, at man skal lade sig inspirere af de korte formater og det relevante indhold på den populære kanal. Derudover håber han og Filminstituttet, at flere, ligesom DR, begynder at tænke i indhold på tværs af platforme.
"Vi opfordrer til, at der udvikles universer, som børn kan tilgå på forskellige platforme. Det vil sige, at en spillefilm måske også har en webserie, en tv-serie og et spil, og det tror vi kan være en af måderne at skabe et godt og varieret udbud for børn," siger Claus Ladegaard med henvisning til Filminstituttets nye støtteinitiativ, der netop hedder UNIVERS.
Brobygning mellem generationer
Men public service-producenterne skal ikke kun være nede med de unge på YouTube, mener Claus Ladegaard, der også ser det som en vigtig public service-opgave at skabe godt alternativt indhold til den populære kanal. Indhold, som kan bygge bro mellem barn og voksen, og som familien kan nyde sammen.
Og den slags alternativer eksisterer heldigvis allerede. Det bliver salen mindet om sidst på eftermiddagen, hvor en række danske kreative hjerner og medieproducenter fortæller om deres erfaring med at lave børnefilm og -figurer, som stadig, trods konkurrencen fra Netflix, er populære blandt danske børn og voksne.
En af de populære figurer hedder Vitello og er efterhånden en gammel fætter, der har holdt distancen i både bøger, tv-serier og film.
Han er skabt af forfatter og manuskriptforfatter Kim Fupz Aakeson, der, ligesom flere af seminarets andre indholdsskabere, opponerer en smule mod branchedagens målsætning om at lytte til målgruppen. I stedet holder han på, at det engang imellem kan være en ganske god idé primært at lytte til sit eget fuldvoksne selv.
"Børn fylder ikke så meget i mit arbejdsværelse. Jeg går mere op i, hvad jeg selv synes om," fortæller forfatteren, der personligt hellere selv vil læse Ole Lund Kirkegaard og se en god Pixar-film med sin datter, end han vil lege og prøve at sætte sig ind i hendes computerspil.
"Det er også vigtigt at lave noget, de voksne gider. Vi har jo alle sammen prøvet at læse en historie, hvor vi tænkte: 'Okay, lad os få den overstået.' Men hvis man får lavet noget, de voksne også gider, og som de også kan spejle sig i, kan der for alvor opstå et møde mellem barn og voksen."
