Optagelser fra DOK2019
Filminstituttets årlige branchemøde for dokumentarfilm blev afholdt i Cinemateket den 31. oktober. Oplægget til samtalen, der kan ses efter introduktionen var:
Et spørgsmål om kultur
Hvad betyder det – ikke bare for det hardcore filmpublikum, men for danskerne og for samfundet – at der investeres over en halv milliard kroner i dansk film hvert år? Kravet om, at kultur er relevant for mange og mange forskellige, er vokset i den kulturpolitiske debat. Kulturinstitutioner skal legitimere sig og godtgøre, at samfundet får noget for sine kulturinvesteringer. Men hvordan omregner man en krone investeret i dansk dokumentarfilm til noget så bredt som ’kulturel betydning’? Hvordan kan man indfange og forklare den forskel, dokumentarfilm gør i menneskers liv – for den enkelte og fællesskabet? Kan det overhovedet gøres målbart – og kan det måles på nogen meningsfuld måde? Disse vanskelige, men væsentlige spørgsmål belyses i en samtale mellem Filminstituttets direktør Claus Ladegaard og seniorrådgiver på SMK, Merete Sanderhoff, der er forfatter til den nye bog Et spørgsmål om kultur. Kulturpolitikken til debat (Gads Forlag 2019). Samtalen åbner op til en debat med salen.
Claus Ladegaard, adm. direktør, Filminstituttet
Moderator: Merete Sanderhoff, seniorrådgiver på SMK og forfatter til den nye bog Et spørgsmål om kultur. Kulturpolitikken til debat (Gads Forlag 2019)