Danmarks første stumfilmfestival åbner

STUMFILM. Filminstituttet sætter fokus på stumfilmens æra. Cinemateket blænder fra i dag op for festivalvisninger, events og foredrag, og filmtidsskriftet Kosmorama udgiver et særnummer. På streamingsitet Stumfilm.dk kan man se nydigitaliserede stumfilm, og i FILM-X kan man selv lægge stemme til stumfilm.

Stumfilm.dk

Dansk film spillede en central rolle på verdensplan i begyndelsen af det 20. århundrede, men med tonefilmens gennembrud i begyndelsen af 1930’erne blev de fleste lydløse film kasseret. Men ca. 20 % af de danske stumfilm, omkring 415 titler, er bevaret, og nu er Filminstituttet i fuld gang med at digitalisere og formidle dem i Danmark og internationalt.

En række af filmhistoriens smukkeste, morsomste og visuelt mest raffinerede film blev produceret før talefilmens gennembrud, men kendskabet til ’den stumme kunst’ er ikke længere stort. Det vil Filminstituttet ændre på og præsenterer en ny filmfestival: ’København Stumfilmfestival’. Den er tæt forbundet Filminstituttets store stumfilmprojekt, Stumfilm.dk. Her kan man streame hele film, se billeder og plakater og læse baggrundsartikler. Bag kulisserne foregår desuden et forskningsprojekt, og samme dag som filmfestivalen åbner, publicerer Kosmorama et særnummer med de første forskningsresultater.

Stumfilmfestival for børn og voksne

Cinemateket slår dørene op for den første udgave af ’København Stumfilmfestival’ den 15. januar. Festivalen præsenterer både store klassikere og mindre kendte værker, og her er film for både børn og voksne. Man kan bl.a. opleve datidens store nordiske instruktører og stumfilmens divaer – og se filmhistoriens første Jurassic Park-film, introduceret af Jakob Stegelmann. Der er også familieevents fx Buster Keaton-børnekoncert og Gøg & Gokke Galla med levende musik. Man kan desuden deltage i workshops og selv lægge stemme til stumfilm i FILM-X i Cinematekets underetage. Der er introduktion og livemusik til mange af filmene.

Se programmet for ’København Stumfilmfestival’ den 15.-19. januar

Hør også seneste udgave af Cinematekets podcast, 'Cinemateksprogrammet', der netop handler om 'København Stumfilmfestival':

Særnummer af Kosmorama

Hvilke nye sandheder om dansk stumfilm gemmer sig blandt de gamle filmstrimler, der får nyt liv på streamingsitet Stumfilm.dk? I en særudgave af filmtidsskriftet Kosmorama præsenterer danske og tyske forskere en række artikler med nye forskningsresultater. Her kan man bl.a. få ny viden om en af de mest underbelyste, betydningsfulde danske instruktører, Urban Gad, der havde afgørende betydning for, at Asta Nielsen blev en stjerne. Men han var samtidig noget så ualmindeligt som en mand, der stod i skyggen af to stærke kvinder, nemlig Asta Nielsen og hans mor Emma Gad. En række af de øvrige artikler nuancerer forestillingen om dansk films storhedstid. Her er bl.a. fokus på den temmelig massive politiske censur, film i 1920’erne var underlagt. Særnummeret udgives i forbindelse med åbningen af ’København Stumfilmsfestival’ den 15. januar.

Læs mere i artiklen 'Overraskende ny viden om dansk stumfilm' og i tidsskriftet ’Kosmorama’

Gå på opdagelse på Stumfilm.dk

Dansk films guldalder bliver vakt til live på streamingsitet Stumfilm.dk, som åbnede for to måneder siden. Her kan man følge med i digitaliseringen af over 400 film fra perioden 1897-1928 - det vil sige alle bevarede danske stumfilm. Man kan både streame filmene og se bl.a. plakater, fotografier, tematekster, manuskripter og datidens anmeldelser. Alt er gratis og frit tilgængeligt. Det er et filmarkæologisk kæmpeprojekt, der løber over fire år, og det bliver både omfattende og uforudsigeligt. En del af filmene har ikke været set siden 1920’erne. Stumfilm.dk er det hidtil største filmhistoriske formidlingsprojekt i Danmark.

Se film og temaer på Stumfilm.dk

Tags: