BUSTER Filmfestival skydes i gang

FESTIVAL. I år retter BUSTER Filmfestival særligt fokus på børn og unges egne fortællinger og kreativitet, når festivalen fra 21. september byder på to uger med filmoplevelser, arrangementer og workshops.

I år løber 20. udgave af BUSTER Filmfestival af stablen, og allerede lørdag den 19. september kan man opleve åbningsfilmen 'Mia og den hvide løve'. Søndag er der verdenspremiere på BUSTERs første egenproducerede dokumentar, 'Dengang Danmark lukkede ned', hvor 400 børn i alderen 5-14 år i løbet af foråret filmede deres hverdag under corona-nedlukningen. Filmen præsenteres i samarbejde med Nationalmuseet, der også lægger hus til premieren.

BUSTER har i år fokus særligt fokus på børn og unges egne fortællinger og kreativitet, hvilket ses i film, der er skabt i samarbejde mellem børn og professionelle filmfolk. Under temaet 'Børn laver film' præsenterer BUSTER ikke kun deres egenproducerede dokumentar, men også film fra resten af verden, som børn og unge har været med til at skabe. Det spænder lige fra Nepals bjerge i 'Børnene fra snelandet' til færøsk animation i serien 'Skúla Scam'.

"I Norden har vi en unik tradition for at lade børn fortælle deres egne historier, og det sætter vi stor pris på og prioriteter på BUSTER. Vi tror på, at det kan gøre en kæmpe forskel, når børn sætter ord og billeder på deres oplevelser, tanker og følelser, mens de sker,” siger BUSTERs programchef Mariella Harpelunde Jensen.

Børn og unges verden og bevidsthed er et fokuspunkt i årets skoleprogram, hvor film med temaer om identitetsdannelse og normer bliver vist og suppleret med oplæg, debatter og aktiviteter. 

Desuden byder BUSTER også hele familien tilbage i biografmørket med både premiere på nye titler som 'Mumidalen', 'Bertil og Bæltetasken' og 'Steven Universe' og gensyn med klassikere fra Hayao Miyazaki og Wes Anderson.

Fakta om Buster

BUSTER finder i år sted fra 21. september til 4. oktober 2020.

BUSTER Filmfestival er Skandinaviens største børnefilmfestival.

35.000 børn, lærere og familier deltager i festivalen hvert år. 

På festivalen vises hvert år cirka 100 film, spil og tv-serier. 

Festivalen finder sted i det centrale København, men også på Frederiksberg, i Valby, Vanløse og Vesterbro, på farten på Vestegnen, i Sakskøbing, Viborg, Århus, Svendborg og Sydslesvig. Alle steder i samarbejde med engagerede partnere.

I 2020 er der særlig fokus samskabelse mellem professionelle filmfolk og børn og unge. 

Festivalen er organiseret under De Københavnske Filmfestivaler. 

De Københavnske Filmfestivaler er i 2020 støtte af Filminstituttet med 4.2 mio. kr. Støtten omfatter både CPH:DOX og BUSTER.

Tags: