Fire år efter sin digtsamling 'Sportsdigte', og 27 år før han starter som Tour de France-kommentator, laver Jørgen Leth i 1972 sin første sportsfilm på Filmværkstedet: 'Kinesisk bordtennis'. En fjorten minutters film, der starter dokumentarisk med informationen om at de kinesiske topspillere for første gang i årevis har fået tilladelse til at tage ud af landet og konkurrere, men langsomt udvikler sig til et æstetisk eksperiment med en blanding af sort/hvid og farve, slowmotion, og poetiske tekster i bunden.
”Jeg var selv bordtennisspiller og dybt interesseret i det som fan og aktiv. Jeg var meget fascineret i historien om at kineserne kom tilbage fra en periode hvor de have været helt ude efter kulturrevolutionen. Men det var en film, der var umulig at sælge. At sige 'vi skal lave en film om kinesisk bordtennis'. Det kan man ikke. Så der må man gå til Filmværkstedet eller lave det selv.”
SC: Året er 1972 og du laver en dokumentarfilm om Kinesisk Bordtennis, det er jo meget atypisk ift. hvad der sker i verden, tænker jeg. Hvorfor lavede du ikke bare en film om Vietnamkrigen, ikke?
JL: Det er jo det, som også er en del af pointen, der er det sjove ved det: det at provokere med at det sgu er vigtigere med kinesisk bordtennis. Jeg kunne godt lide at drille den politiske meningsdannelse i Danmark. Jeg ville lave noget der gik imod den konstante politiske rigtighed. Det synes jeg er fantastisk med filmen. Så synes jeg jo også det var en foræring, de spillede jo så generøst, det var helt fantastisk sådan som de spillede opvisningsmæssigt. Men der er den bagside med kinesisk bordtennis på det tidspunkt, at de havde en stor tilbøjelighed til at forære sejrene bort. Det gjorde de meget. De var meget utilbøjelige til at vinde. Det var velkendt. De kunne sommetider i en finale, ligesom Torben Ulrich i sin tid, gå af, og inviterer modstanderen til at vinde som om det er en politisk handling. Det var bagsiden af det politiske ræs i Kina.
SC: Det er også som om den har noget af det du kalder en primitiv film, som ikke skal forstås negativt?
JL: Det er lige præcis det jeg altid har sagt, det er virkelig det. Det er Henning Camre, der er fotograf på den, og som du kan se har vi både filmet med farve og s/h. Stillingen er ikke vigtig, det er den heller ikke, når jeg selv spiller tennis. Jeg spiller mere for at få bolden over og se hvad man kan. Det var fuldstændig selvhjulpet og så med Værkstedet som en slags aktør der kunne binde det sammen. Det var lige som det skulle være synes jeg. En blanding af professionelle filmfolk, et godt emne og så en spinkel økonomi.
SC: Det står ikke på rulleteksterne, men du har selv lavet musikken til Kinesisk Bordtennis?
JL: ”Det er den eneste jeg har lavet musik til selv.” griner Jørgen Leth.
Jeg var i et meget ekspansivt humør der. Jeg kunne rigtig godt lide det der tilfældighedsprincip, så jeg satte mig ved et flygel ude på Filmskolen og fik dem til at optage det. Jeg spillede bare det der helt tilfældigt. Det ikke noget jeg er trænet til overhovedet, men jeg synes det var godt!”
SC: Der var måske også noget med tiden? Man måtte gerne hoppe over fra en kunstart til en anden måske?
JL: Når du laver en bog om værkstedet, så hører det jo med til historien, hvad man kan tillade sig rent kunstnerisk. Det var jo dér det var muligt. Man kunne springe over forskellige grænser, fx grænsen mellem funktioner, som instruktør og komponist. Det var da skide skægt synes jeg. Man var jo ud over reglerne, ikke?
